Ryge-kollaps skuffer regeringen

Efter VK's exit tyder meget på, at regeringen nu vil stramme rygeloven i et smalt forlig med støttepartiet Enhedslisten.

Foto: Linda Henriksen

Hvis sundhedsminister Astrid Krag (SF), som i denne uge er vendt tilbage fra barselsorlov, havde håbet på en hurtig forhandling og et bredt forlig om en ny, strammere rygelov, må hun tro om igen.

V og K forlod onsdag eftermiddag endegyldigt forhandlingerne, smækkede med døren og ødelagde regeringens drøm om et bredt rygeforlig.

Det vækker skuffelse hos Socialdemokraternes forebyggelsesordfører Flemming Møller. Han mener, at V og K har trukket forhandlingerne i langdrag - blandt andet ved at anklage regeringen for forligsbrud.

- Jeg tror, at rygeforhandlingerne har været en brik i V og K's taktiske spil. Det er rystende set i lyset af, hvor alvorligt et problem rygning er for børn og unge, siger han.

Astrid Krag vil nu overveje det videre forløb for rygeloven, men reelt har hun kun to muligheder: At starte hele forhandlingsprocessen forfra, eller - nok mest sandsynligt - at indgå et smalt forlig med Enhedslisten og derved stramme rygeloven på en række punkter.

V og K begrundede blandt andet deres afsked fra forhandlingerne med, at de ikke vil være med til at stramme reglerne for rygning på skoler og ungdomsuddannelser. Det forstår Flemming Møller Mortensen ikke:

- Socialdemokraterne mener, at når børn og unge under 18 år ikke må købe tobak i butikkerne, er det helt logisk, at unge under 18 år ikke må ryge på skoler, ungdomsuddannelser og institutioner, siger han.

Ordføreren benytter lejligheden til at lange ud efter de borgerlige partiers forbindelse til tobaksindustrien:

- Spørgsmålet er, om ikke de borgerlige partier har vægtet forholdet til tobaksindustrien højere end sundheden for børn og unge, siger han med henvisning til, at V og K tidligere har modtaget økonomisk partistøtte fra tobaksindustrien.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til det videre forløb omkring rygeloven fra Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix.