Rugekasse for politiske talenter skal løfte K

Frem til det kommende folketingsvalg vil en række politiske talenter fra Det Konservative Folkeparti gennemgå et udviklingsprogram, der skal gøre dem til bedre politikere.

Formand for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, på talerstolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: TONY BRØCHNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De Konservative vil ikke se en gentagelse af den vælgerlussing, der sidste år kostede dem 10 mandater i Folketinget. Derfor satser partiet nu på at udvikle politiske talenter, så man kan stille med en række kompetente kandidater ved næste valg.

I begyndelsen af 2013 vil de første 20 konservative talenter således begynde et forløb, der skal udvikle dem politisk og kommunikativt.

- Vi vil gerne sikre, at vi får en ny generation af dygtige politikere. Hvad end det er til kommunerne, regioner eller Folketinget, så vil vi til de kommende valg have en generation af folk, der er stærke i politiske debatter og kan de ting, de skal kunne, siger de Konservatives generalsekretær, Martin Dahl.

Talenterne skal både blive klogere på, hvad de vil sige at være konservativ og hvordan man fungerer i et Christiansborg-miljø. Samtidig vil de få styrket deres kommunikationsevner.

- Det vil først og fremmest være vores lokale storkredse, der genererer kandidaterne til programmet, og så vil vi vurdere, om de vil være de rigtige til at komme med i et sådan program - og om de ofre den tid, det tager, siger Martin Dahl, der understreger, at alle kan komme i betragtning.

- Man kan være ung eller gammel, man kan komme fra øst eller vest, man kan være mand eller kvinde, man kan være akademiker eller murer. Det er vi sådan set ligeglade med. Vi vil gerne udstyre folk med de kompetencer, som gør, at man vil være en dygtig politiker, når man en dag opnår det at være valgt til et embede, siger generalsekretæren.

Han forventer, at det første kuld talenter tager hul på programmet, der vil strække sig mellem 12 og 18 måneder, i begyndelsen af januar.

Der er endnu ikke sat navne på de konservative talenter.