Rokade for Sass og Vilhelmsen

Men alt i alt ligner rokaden mest et stykke reparationsarbejde.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt præsenterer sit nye hold på Amalienborg: Nick Hækkerup (S), Karen Hækkerup (S), Henrik Sass Larsen (S), statsministeren selv, Annette Vilhelmsen (SF), Pia Olsen Dyhr (SF) og NikolaI Wammen (S). Fold sammen
Læs mere

Det siger en del om udfordringerne for statsminister Helle Thorning-Schmidt og SF-formand Annette Vilhelmsen, at den radikale partileder Margrethe Vestager har holdt sig langt væk fra rokaden og har overladt det til sine to trængte kolleger at sjakre om ministerposter.

For det er S og SF, som desperat har brug for at få skabt ny dynamik og få hul igennem til de titusindvis af frustrerede vælgere, der har forladt de to partier siden valget i 2011.

Næsten symbolsk er lanceringen af rokaden sket parallelt med offentliggørelsen af nye meningsmålinger, som viser, at debatten hen over sommeren ikke har ændret på magtfordelingen på Borgen. Målingerne lægger fortsat op til en massiv borgerlig sejr og et sviende nederlag til S og SF.

Af den grund er det oplagt, at Thorning og Vilhelmsen gerne vil styrke deres partier gennem en rokade. Spørgsmålet er, om det vil lykkes? Svaret hælder mest i retning af et nej. Dertil er rokaden for beskeden, og det står klart, at rokaden ikke i tilstrækkelig grad understøttes af nye tydelige politiske prioriteringer.

Denne vurdering rokker ikke ved, at Thorning og Vilhelmsen vil kunne høste flere gevinster ved rokaden, men det vil være overraskende, hvis ændringerne af ministerholdet i sig selv vil løfte den hårdt prøvede SRSF-regering.

På plussiden tæller det, at Thorning får Henrik Sass Larsen på holdet. Han er en mand, som statsministeren ikke kan undvære. Han vil få en nøglerolle, når det handler om at få skabt mere kant til blå blok og få regeringsholdet til at optræde mere pågående over for de to farligste konkurrenter, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl, som begge har høstet S-vælgere siden valget.

Henrik Sass Larsen kommer til at indgå i en stærk akse med finansminister Bjarne Corydon og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som får vigtige roller at spille i det afgørende politiske slag om, hvorvidt rød eller blå blok har den stærkeste vækst- og jobdagsorden.

Fra sin nye position vil Sass Larsen være med til at støbe kuglerne til Socialdemokraternes valgkamp, og han vil i endnu højere grad være parat til at rykke ind på fremtidens socialdemokratiske lederhold – formentlig med Mette Frederiksen som formand – såfremt Thorning på valgaftenen står tilbage som taber.

På plussiden tæller det også, at Annette Vilhelmsen flyttes fra det svære erhvervs- og vækstministerium, hvor hun ikke har leveret en overbevisende indsats. I lange perioder har Annette Vilhelmsen været usynlig. En af de få gange, hvor hun trak overskrifter, var paradoksalt nok, da hun i et herostratisk berømt interview beskyldte dansk erhvervsliv for at modarbejde regeringens økonomiske politik. Dermed kortsluttede hun effektivt sin egen troværdighed som erhvervsminister.

Overordnet set har SFs satsning på Erhvervs- og Vækstministeriet samt Handelsministeriet været en fiasko. Partiet har aldrig fået tilstrækkeligt ud af ministerierne, som har været fremmede størrelser for SF-vælgerne. Fremover kommer Vilhelmsen til at stå i spidsen for socialpolitikken, som er hjerteblod for de fleste SFere. Forudsætningen for succes er imidlertid, at hun formår at udvikle og formulere et socialpolitisk projekt, som i øvrigt ikke må koste store summer at gennemføre, for hun er ikke blevet udstyret med en blankocheck i sit nye ministerium. Om hun kan gennemføre den øvelse, er et åbent spørgsmål.

I udgangspunktet er det også godt for SF, at Pia Olsen Dyhr fremover kan udnytte sin gennemslagskraft som ny transportminister, selv om Transportministeriet ikke i sig selv skaber det bedste afsæt for den ambitiøse politiker. Men alt andet lige vil det kunne styrke SF at få Pia Olsen Dyhr tilbage i indenrigspolitikken.

Formentlig er det også godt for harmonien internt i SF, at Villy Søvndal får lov til at fortsætte som udenrigsminister, men det er ikke nødvendigvis godt for regeringen. I månedsvis har danskerne vendt tommelen nedad, når de vurderer Søvndals indsats. Han ligger konsekvent i bund i målingerne, og de færreste vælgere ser ham som en stærk ambassadør for nationen – helt ind på ministerholdet har kollegerne længe talt meget kritisk om den tidligere SF-formand.

Når Villy Søvndal får lov til at fortsætte, kan forklaringen kun være, at Vilhelmsen har været for bange for at udløse uro i sit parti ved at fyre ham. Ved at beholde Søvndal på posten har SF-formanden omvendt været med til at indsnævre og begrænse mulighederne for at lave en mere omfattende og offensiv rokade.

På S-holdet er det ingen overraskelse, at Mette Gjerskov ryger ud, ligesom Henrik Dam Kristensens afgang heller ikke kommer som et chok. For Karen Hækkerup må det være skuffende at skulle forlade sit socialministerium, men hun kan trøste sig med, at hun har fået en ny opgave på holdet.

Derimod må det være ydmygende for Nick Hækkerup at skulle forlade Forsvarsministeriet til fordel for det mere perifere Europa- og Handelsministerium. I kredsen om Thorning forlyder det, at Nick Hækkerup i foråret ikke var tilstrækkelig loyal over for statsministeren, da mange socialdemokrater var i oprør over den langstrakte dagpengesag. Argumentet lyder hult. For langt de fleste i partiet – herunder Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen – tog sig også til hovedet over, at Thorning fik koblet besparelser på SU og kontanthjælp sammen med lettelser af selskabsskatten.

Nicolai Wammen har grund til at glæde sig. Dog må det undre ham en smule, at han ender i Forsvarsministeriet i stedet for at avancere til Erhvervsministeriet eller Udenrigsministeriet, som han synes endnu mere parat til.

I det hele taget betyder rokaden, at Udenrigsministeriet på ny står tilbage i svækket tilstand med for mange juniorministre: Nick Hækkerup skal til at manifestere sig på et nyt område, den kompetente, men komplet ukendte radikale Christian Friis Bach skal fortsat kæmpe for at vise vælgerne, at han overhovedet eksisterer, og Villy Søvndal får vanskeligt ved at overbevise danskerne om, at han er den rette mand som Danmarks udenrigsminister.

Alt i alt ligner rokaden mest et stykke reparationsarbejde. Der skal meget god vilje til at se rokaden som en offensiv, der vil ændre slagets gang for regeringen. Nok er forhåbningerne til Sass tårnhøje i S-lejren, men han alene vil ikke kunne trække sin statsminister, sin regering og sit parti fri af vælger- og tillidskrisen.