Rohde: Danmark står ved en korsvej

Danmark kan gå med euro-gruppen, eller vi kan tilslutte os Storbritannien og blive sat helt uden for indflydelse.

Storbritanniens premierminister, David Cameron, sagde som den eneste definitivt nej til at gå med i europagten. Fold sammen
Læs mere

Spørgsmålet om Danmarks tilknytning til EU får det til at knage i den borgerlige blok. Mens de Konservative taler om nationernes Europa og Liberal Alliance mener, at Danmark skal holde sig langt uden for euro-zonens problemer, så melder Venstres leder i EU-Parlamentet, Jens Rohde, nu klart ud, at Danmark slet og ret har to muligheder:

Enten er vi med, eller også må vi finde os selv uden for indflydelse på samme måde som Storbritannien, der efter to dages hektisk topmøde i Bruxelles reelt har sat sig selv på sidelinjen.

»Vi ser et nyt Europa, der tegner sig. Og det er ikke kun et spørgsmål om euroen, som Storbritanniens premierminister, David Cameron, tror. Briterne og dem, der går med briterne, vil være fuldstændig isolerede. Og jeg mener, at Danmark står ved en korsvej, hvor vi enten må sige, at vi går med Storbritannien, hvilket er en reel udtrædelse af en lang række af de centrale dele af EU-samarbejdet. Eller vi må sige klart til danskerne, at det er nu, vi skal beslutte, om vi vil være med,« siger Jens Rohde.

Han mener, det er forkert at tro, at der er en mellemvej for Danmark og kan ikke se anden udvej end en folkeafstemning om euro-forbeholdet.

»Partierne i Folketinget fedtspiller og siger, at nu må man se. Men de skal melde klart ud til befolkningen. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at gå med i det nye euro-samarbejde uden en afstemning. Vi har forbehold for euroen, fordi vi har forbehold over for de dele, der handler om sanktioner. Med den nye aftale kommer der automatiske sanktioner, og det er i strid med forbeholdet,« siger Jens Rohde.

Vejen til helvede

Hos de Konservative siger EU-ordfører Lene Espersen, at partiet helst ser Danmark træde ind i det nye samarbejde.

»Vi skal ikke efterlades på en eller anden bagperron,« siger hun.

Hendes formand, Lars Barfoed, sagde forleden, at partiet ønsker en tilbagevenden til et »nationernes Europa« - en retorik, der minder om Storbritanniens holdning om, at det er på tide at trække mere magt tilbage til hovedstæderne. Men Lene Espersen mener ikke, at der er divergens mellem, hvad de Konservative siger, og hvad de gør.

»Det passer fint med, hvad Lars Barfoed siger. Vi synes, det er helt i orden, at EU stiller skrappe krav, og at der skal være mulighed for at give sanktioner. Men vi mener ikke, at EU skal bestemme, hvordan landene skal leve op til kravene. Det må være op til de enkelte landes parlamenter at beslutte,« siger Lene Espersen.

Jens Rohde er derimod stærk kritisk over for de Konservatives retorik.

»Det, Barfoed siger, er jo noget, der i retorikken minder om David Cameron. Jeg vil bare sige, at »nationernes Europa« er vejen lige lukt i helvede. Jeg synes, det er udtryk for en luksuseuropæisk holdning, og jeg er så træt af luksuseuropæere. De giver jo ikke svaret på, hvordan vi skal redde euroen. De siger bare, at det er vigtigt at redde den, men de vil ikke bidrage. Det er usolidarisk, og det er en politisk og økonomisk farlig vej,« siger Jens Rohde.