Rønn: Danmark bliver et foregangsland

Pointsystem vil danne skole, vurderer integrationsministeren. DF understreger, at man ikke går efter muslimer.

Det pointsystem, som regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, vil danne skole i andre lande.

Det vurderer integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

- Jeg tror vi bliver et foregangsland, siger hun om forventningen til omverdenens reaktion.

Hun bakkes op af Dansk Folkepartis integrationsordfører, Peter Skaarup, som dog ikke vil konkludere, om Danmark nu har Europas strammeste udlændingepolitik.

- Jeg vil gætte på, at Danmark er foregangsland. Jeg har aldrig sagt, at vi har de strammeste regler. Men jeg tror, vi vil blive et foregangsland, siger han.

Han vurderer, at de nye regler især vil ramme dem, som i forvejen ikke kunne komme til Danmark på grund af 24-årsreglen.

- Vi forudser, at den somaliske familie, som aftaler, at fætter og kusine skal giftes, når de fylder 24, de får det sværere, siger han og understreger, at aftalen i hans optik ikke handler om at lukke grænserne for muslimer.

- Vi ønsker, at dem, der kommer til Danmark, bidrager, og der er mange muslimer, som bidrager. Det er en misforståelse at tro, at Dansk Folkeparti er imod muslimer, siger han og fortsætter:

- Det kan godt være, at der kommer færre muslimer ind fremover, men aftalen er ikke rettet imod muslimer, siger han.

Peter Skaarup vurderer mere generelt, at aftalen vil begrænse antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

- Det tror jeg vil blive konsekvensen. Jeg tror, der vil blive flere fra vestlige lande, som får familiesammenføring og færre fra ikke-vestlige lande.

/ritzau/