Rødt opråb: Find flere penge til skoleområdet

Det er tydeligt, at folkeskolereformen ikke er finansieret godt nok, når kommunerne ser sig nødsaget til at skære ned på antallet af pædagoger, mener Enhedslisten og SF.

Færre pædagoger vil ramme børnenes trivsel, mener BUPL. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

Det er at kaste brænde på bålet, når over halvdelen af landets kommuner vil spare på skole- og fritidsområdet, mener Enhedslisten.

»Der har allerede været en voldsom utilfredshed med forringelserne i undervisningen, og forældrene er også begyndt at steppe med fødderne i landets SFOer, så jeg er bange for, at besparelserne vil forværre den krise, der er i folkeskolen,« siger Enhedslistens skoleordfører, Jakob Sølvhøj (Ø).

En gennemgang af kommunernes budgetplanlægning, som BUPL har foretaget, viser, at over halvdelen af landets kommuner vil spare på området. Ud af de 90 budgetforslag, foreningen har adgang til, vil 50 kommuner skære på skole- og fritidsområdet, mens 36 holder budgettet i ro. Kun fire kommuner har tænkt sig at afsætte flere midler.

»Både i daginstitutionerne og i folkeskolen gør pædagogerne en rigtig stor forskel. De bliver uddannet i inklusionsindsatsen og i at forstå børns trivsel, så man mister nogle grundlæggende kompetencer, når man fyrer pædagoger, og det er rigtig ærgerligt,« siger Jakob Mark (SF), der er undervisningsordfører for SF.

Tallene får ham nu til at foreslå, at folkeskolereformens forligskreds mødes til en snak om, hvorvidt reformen er finansieret godt nok.

»Da reformen blev gennemført, sagde man, at der er brug for dygtige folkeskolelærere - men også dygtige pædagoger, så man sikrer faglighed og trivsel. Men når man nu kan se, at man ikke er lykkedes med et af hovedpunkterne i reformen, så bør man mødes i forligskredsen og diskutere, om pædagogerne er blevet det sted, hvor man automatisk sparer, fordi reformen ikke er finansieret tilstrækkeligt,« siger Jakob Mark.

Også hos Enhedslisten mener man, der skal sættes flere penge af til området.

»Man skal dels besinde sig ude i kommunerne, så man ikke ødelægger SFOerne. Dels er der behov for, at Folketinget afsætter flere midler til skoleområdet. Vi er ikke en del af forligskredsen, men når vi kommer med vores udspil til en finanslov, vil den helt sikkert indeholde flere penge til skole- og fritidsområdet,« siger Jakob Sølvhøj.