Rødt flertal vil stoppe DR-besparelser og hjælpe Radio24syv

Rød blok er enig om at kaste en redningskrans til Radio24syv, så radioen får mulighed for at fortsætte.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Radioavis på Radio24syv sendte live fra Christiansborg under folketingsvalget onsdag. I rød blok er der bred enighed om, at der skal findes en løsning for netop Radio24syv. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. De to partier, der har tegnet mediepolitikken under den borgerlige regering, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, har fået katastrofale valg, og nu vil det nye røde flertal tage et opgør med deres mediepolitik.

Det er meldingen fra medieordførerne i Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, skriver Politiken fredag.

- Når jeg ser på de kulturpolitiske meldinger, er der enighed om at få justeret og ændret i den medieaftale, der er lavet, siger Socialdemokratiets næstformand, kultur- og medieordfører Mogens Jensen, til avisen.

Det er først og fremmest besparelserne på DR og public service, som partierne vil se på, men også public service-puljen og etableringen af en ny tv-kanal er i spil.

Ud over at styrke DR og public service er der i rød blok enighed om, at Radio24syv skal have en redningskrans.

S, R og SF mener, at man skal køre videre med den dab-model, som den afgående regering sammen med Dansk Folkeparti besluttede at udbyde, kort før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev valg.

Partierne er ikke enige om detaljerne, men de er enige om, at der ikke kan laves nogen aftale, før der er fundet en ny regering.

Enhedslisten opfordrer i en mail til de øvrige medieordførere til et snarligt møde for at finde ud af, hvad de kan blive enige om.

Ikke mindst for at sikre, at Radio24syv ikke når at lukke helt ned, før politikerne finder en løsning.

/ritzau/