Røde politiske vinde blæser over Den Iberiske Halvø

Mens Spanien og Portugal gør klar til at rykke mod venstre ved efterårets valg, forsøger Catalonien at gå solo. Er »græske« tilstande under opsejling på den ellers så partipolitisk stabile Iberiske Halvø?

Portugals premierminister, Pedro Passos Coelho (t.v.), og hans spanske kollega Mariano Rajoy, der her ankommer til et sommermøde i Baiona i det nordvestlige Spanien, blev begge valgt på forsigtige blå dagsordner og hestekursambitioner, da finanskrisen var på sit højeste. Selv i Catalonien blæste tidens borgerlige vinde Artur Mas’ sparsommelige nationalister til magten. Og i dag – fire år sendere – synes medicinen at have virket. Ikke desto mindre lægger hele Den Iberiske Halvø nu an til et ordentligt venstresving ved efterårets valghandlinger. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Sidst der var valg i landene på den Iberiske Halvø, vaklede Spanien på randen af en økonomisk afgrund, mens Portugal allerede var blevet sat under administration.

Den sydeuropæiske gældskrise var på vej mod sit højdepunkt. Eurosamarbejdet truede med at falde fra hinanden. Og da vælgerne i de to lande i løbet af 2011 blev kaldt til urnerne, reagerede flertallet af dem med »germansk« snusfornuft og malede stort set hele det politiske landskort over i én farve, man kunne kalde for nøjsomhedsblå.

I Portugal vandt Pedro Passos Coelhos koalition af konservative partier på løfter om blod, sved og tårer. Og selv om hans spanske kollega, Mariano Rajoy, var knap så hudløst ærlig, vidste vælgerne givetvis godt, hvad der ventede, da de gav Partido Popular (PP) et historisk stort absolut flertal.

Samme mønster gentog sig i de fleste af Spaniens magtfulde regioner, herunder Catalonien hvor de borgerlige nationalister under ledelse af Artur Mas gik i gang med at svinge sparekniven.

Fire år senere har hestekuren tilsyneladende virket. Portugal er for længst ude af sit hjælpeprogram og kan se frem til en vækst på omkring to pct. i 2015.

Spanien buldrer derudad med over tre pct, hvilket er dobbelt så meget som gennemsnittet i eurozonen. Og hvis politik udelukkende handlede om økonomiske nøgletal, burde der være lagt op til konservativ kontinuitet, når en byge af valg de kommende måneder trækker hen over den Iberiske Halvø.

Den perfekte storm

Men det er der ikke. I stedet spår meningsmålingerne, at den røde farve igen vil brede sig – måske oven i købet med »græske« nuancer i Spanien, hvor Syrizas søsterparti, Podemos, for første gang stiller op.

Og ikke nok med det. Hvis en koalition af separatister vinder regionalvalget i Catalonien, vil de desuden forsøge at trække nye streger på landkortet. Hvordan er det endt så »galt«, når de siddende regeringer – ifølge tilhængerne af nøjsomhedspolitikken – har klaret de seneste års vanskelige opgave så godt?

»Generelt er det jo set før, at en regering ikke bliver belønnet for at føre sit land ud af krisen. Nogle gange foretrækker vælgerne et parti til at rydde op og et andet til bagefter at rette op på de sociale skævheder, som oprydningen har medført,« vurderer politologen José Ignacio Torreblanca, der leder tænketanken European Council on Foreign Relations’ kontor i Madrid, og fortsætter:

»Men samtidig har vi oplevet en exceptionel situation, hvor en økonomisk og social krise udfolder sig samtidig med en dyb politisk og institutionel af slagsen (eksempelvis blev der forleden rejst sigtelse mod det spanske regeringsparti i en sag om korruption, og et medlem af kongehuset er tiltalt for skattesvig. red.).

Det har tilsammen skabt en perfekt storm, og uden samspillet mellem de tre faktorer ville Podemos givetvis aldrig have udviklet sig til et seriøst politisk projekt.«

Politisk klimaforandring

Politologen udgav først på året en bog om fænomenet omkring det nye parti under den Karl Marx-inspirerede titel »Stormløb mod himlen« (Asaltar los cielos). På det tidspunkt spåede meningsmålingerne endnu Podemos, der blev stiftet i 2014, en pæn chance for at slå såvel PP som socialisterne fra PSOE ved valget til december.

Siden har de traditionelle partier igen formået at lægge en vis afstand til opkomlingene. For PSOEs vedkommende bl.a. ved at slutte op om den ny og unge leder, Pedro Sánchez.

Samtidig har intern strid og de ikke altid lige fordelagtige sammenligninger med Syriza i nogen grad taget Podemos’ politiske uskyld. Men selv om »himlen« altså sandsynligvis må vente, er José Ignacio Torreblanca overbevist om, at såvel det venstrepopulistiske parti som den nye midterformation Ciudadanos udgør »en vedvarende klimaforandring« i spansk politik.

»På et tidspunkt så det ud, som om vores system ville kollapse ligesom det italienske i begyndelsen af 1990erne. Den situation har de gamle partier formået at afværge,« medgiver politologen og tilføjer:

»Men lige før, krisen tog fart i 2008, sad PSOE og PP på over 80 pct. af stemmerne. Nu må de ifølge de seneste meningsmålinger nøjes med 53 pct. De har mistet er tredjedel af deres tilslutning. Der er opstået et nyt politisk marked, hvor tingene kommer til at foregå på andre præmisser end hidtil.«

Forsigtige portugisere

Mens der i Spanien er lagt op til om ikke ligefrem en revolution så i hvert fald nye politiske spilleregler, nøjes portugiserne sandsynligvis med et skifte mellem de traditionelle partier. Socialisterne, der under tidligere premierminister José Sócrates i foråret 2011 måtte bede om en redningsplan, fører ifølge den seneste meningsmåling ganske vist kun med en enkelt procent over koalitionen bag den nuværende konservative regering. Men partierne længere ude på venstrefløjen vil næppe tillade Passos Coelho at fortsætte ved magten.

Her står den rødgrønne koalition CDU, der bl.a. huser Portugals kommunistparti, til pæn fremgang. Men der er meget langt til den reelle politiske indflydelse, som Podemos er på vej til at opnå i Spanien – for slet ikke at tale om Syrizas position.

Og hvorfor egentlig i et land, hvor krisen og bekæmpelsen af den har krævet næsten så store ofre som i Grækenland, og hvor korruptionen er lige så galopperende som i nabolandet? Eksempelvis er den tidligere socialistleder Sócrates netop blevet løsladt efter en længere varetægtsfængsling, mistænkt for bl.a. hvidvask af penge.

Ifølge Paula Gil, der i 2011 var med til at starte den nu hensygnende protestbevægelse Geraçao à rasca (Generation på røven), handler det om demokratisk kultur – eller mangel på samme.

»I andre lande er der tradition for, at borgerne deltager i den politiske proces. Men i Portugal er folk stadig bange, og mentalt har vi aldrig helt sluppet diktaturet (Salazar-regimet, der blev afskaffet i 1974. red.),« siger hun til nyhedsbureauet EFE.

Born again separatist

Det samme kan man ikke ligefrem sige om catalanerne. Her er såvel civilsamfundet som uviljen mod at finde sig i noget stærkere end de fleste andre steder på den Iberiske Halvø.

Og ifølge José Ignacio Torreblanca er det i nogen grad de samme kræfter, der andre steder i Spanien har skabt Podemos, som fyrer op under løsrivelsesprocessen i den østlige region.

»Det er en gammel konflikt, der blusser op næret af en ny dynamik, og hvor Spanien indtager den skurkerolle, som andre protestbevægelser tildeler EU,« forklarer han og minder om, at den borgerligt nationalistiske selvstyrepræsident Artur Mas sprang ud som separatist efter voldsom social uro udløst af hans i første omgang benhårde nøjsomhedspolitik.

»Mas skifter først kurs ovenpå på en episode, hvor politikere bliver korporligt forulempet under en demonstration, og han selv må flyves frem og tilbage i helikopter. Herefter begynder han at give Spanien skylden for alle catalanernes problemer, og det har vist sig at være effektivt,« siger politologen.

I hvert fald ligger selvstyrepræsidentens liste Junts pel Sí – Sammen for et Ja (til uafhængighed, forstås) – på vippen til at få absolut flertal i det regionale parlament. Og holder meningsmålingerne, vil mandatet blive brugt til gå i gang med de facto at løsrive Catalonien ved at oprette parallelt statsapparat.

Ustabilitet er at foretrække

Såvel politiske som juridiske eksperter tvivler imidlertid på, at det i praksis kan lade sig gøre. Samtidig er det svært at forestille sig den spanske regering slå løsrivelsesforsøget ned med rå magt.

Det mest sandsynlige er, at det nuværende dødvande fortsætter i en ny form. Hverken Mas eller Rajoy og PP har nogen interesse i at løse konflikten, og tilhængerne af følsomme kompromisser har svært ved at blive hørt i den nationalchauvinistiske larm fra begge sider, vurderer José Ignacio Torreblanca.

»Til gengæld er jeg optimist i forhold til spansk politik. Det er langt om længe gået op for PP og PSOE, at de bliver nødt til at rydde op internt. Og det ideelle ville være, at de bliver tilstrækkelig svage til at have brug for Podemos og Ciudadanos, men ikke så meget at de nye føler sig fristet til at fremprovokere et nyt valg,« siger politologen og tilføjer:

»For der er selvfølgelig en risiko for, at vi går ind i en politisk ustabil periode. Men vi har virkelig dårlige erfaringer med det magtmisbrug, der er forbundet med absolutte flertal. Så hellere tage chancen ved at gå til den modsatte yderlighed og løse de problemer, vi støder på i den forbindelse.«

Om det kan lade sig gøre uden at sætte også den økonomiske stabilitet over styr i de endnu gældstyngede lande på den Iberiske Halvø, vil vise sig.

I så fald bliver resten af Europa nødt til at leve med det. For der går formentlig en rum tid, før der igen er forudsigelige og nøjsomhedsblå regeringer på plads i Madrid, Lissabon eller – for den sags skyld – Barcelona.