I dag, tirsdag, ventes en ny epidemilov at blive vedtaget, så den kan erstatte den epidemilov, der udløber søndag den 28. februar til midnat.
Mandag udspillede der sig dog et mindre politisk drama, da der pludseligt tegnede sig et flertal for at revidere hele den nye epidemilov senest den 15. oktober i år.
Men nu bakker røde partier altså ud af det flertal.
Det skriver Politiken på baggrund af en SMS fra SFs sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.
»Enhedslisten, Radikale og SF har lavet tillægsbetænkning sammen med regeringen – hvor loven evalueres til efteråret, hvorefter vi forpligter os til eventuelle behov for ændringer,« skriver hun i en SMS til Politiken.
I stedet for en tvungen revision af epidemiloven til efteråret, vil de røde partier nu bare evaluere loven. Det betyder i praksis, at loven ikke skal genforhandles, som der ellers mandag var lagt op til, men at partierne netop bare vil vurdere, om der er behov for en genforhandling.
Det var Venstre, der havde stillet ændringsforslaget til en snarlig revidering af loven, der skal tredjebehandles i Folketinget tirsdag. Partiet mente, at loven på flere punkter var for vidtgående og indeholdt for meget usikkerhed for borgerne.
Indenfor få timer fandt Venstre opbakning fra De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Dansk Folkeparti, men nu har Enhedslisten og De Radikale altså trukket sig fra det flertal.