Røde partier til S: Danmark skal indføre en flyafgift

S vil arbejde for en europæisk flyafgift. Men Danmark skal selv gå forrest, mener røde partier.

Socialdemokratiet vil arbejde for, at der bliver indført en europæisk flyafgift. Men spørger man partier, der skal være med til at bringe Mette Frederiksen i Statsministeriet, skal Danmark selv gøre mere.

Det mener både De Radikale, Enhedslisten og SF.

Ida Auken, der er De Radikales klimaordfører og tidligere miljøminister, mener ikke, at Danmark skal vente.

»Når man alene taler om en europæisk flyafgift, ligner det desværre lidt en parkering. I rigtig, rigtig mange år har man ventet på, at man kan blive enige om det i EU,« siger Ida Auken.

Hun henviser til, at flere lande omkring Danmark allerede har indført en flyafgift.

»I øjeblikket er vi det eneste land i vores nærhed, der ikke har en flyafgift. Så vi er i virkeligheden den usolidariske lillebror, der har fordel af ikke at have en afgift,« siger hun.

Socialdemokratiet lover, at der inden for det første år af en ny valgperiode skal igangsættes en række klimatiltag, hvis altså rød blok kommer til magten.

Foruden arbejdet for en europæisk flyafgift vil Socialdemokratiet stille krav om, at alle fly, der letter fra danske lufthavne, skal flyve på minimum 15 procent bæredygtigt brændstof i 2030.

Der er brug for handling nu, mener SF-formand Pia Olsen Dyhr. SF støtter en europæisk flyafgift, men SF vil ikke vente med hænderne i skødet. Olsen Dyhr efterspørger en national flyafgift.

»Jeg savner, at vi tør agere og ikke bare reagere, når andre lande går forrest. Vi har en stolt grøn historie, som vi skal fastholde. Vi skal være et foregangsland,« siger hun i en skriftlig kommentar.

Hos Enhedslisten mener man, at det er sympatisk, at Socialdemokratiet gerne vil indføre flyafgifter.

Men Danmark bør indføre det på nationalt plan, mener klimaordfører Søren Egge Rasmussen (EL).

»Det er sådan set konkurrenceforvridende, at Danmark ikke har flyafgifter. Det har vores nabolande,« siger Søren Egge Rasmussen.

SF bakker op om idéen om mere bæredygtigt flybrændstof. Enhedslisten mener, at Socialdemokratiets forslag virker som en langsom indfasning, men det bør prioriteres. De Radikale ser hellere en egentlig flyafgift.

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) siger, at det er vigtigt, at afgiften indføres på europæisk plan. Han mener desuden, at afgiften skal lægges på brændstoffet.

»Det skal ikke være sådan, at når vi får elfly, så er der samme afgift på det, som der er på konventionelt brændstof. Men det er vigtigt, at det er noget, vi gør fælles i Europa,« siger Jakob Ellemann-Jensen (V).

/ritzau/