Rød kickstart kan give farligt lønpres

Topøkonomer advarer om, at 60.000 nye job på tre år kan forringe den i forvejen dårlige danske konkurrenceevne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt i de svære forhandlinger om hvilken økonomisk politik, der skal skrives ind i et nyt regeringsgrundlag, advarer flere føren-de økonomer om, at S og SFs politik kan udløse et skadeligt lønpres.

Begge partier har i valgkampen proklameret, at de vil skabe flere job ved at fremrykke offentlige investeringer, ved at »åbne et vindue« så virksomheder straks kan afskrive indkøb af nye maskiner, og ved at tilføre penge til flere velfærdsmedarbejdere. SF fastslog som første punkt i sit valgprogram, at man på den måde vil skabe 60.000 nye job på tre år.

Men planerne kan ramme dansk økonomi som en boomerang, advarer økonomerne.

- Hvis verden udvikler sig bare lidt optimistisk - som Nationalbanken for nylig lagde op til - og hvis man så hiver 60.000 ud af arbejdsløshedskøen, så kan vi på visse områder løbe ind i noget, der minder om overophedning, forklarer Jan Rose Skaksen, professor i økonomi ved CBS og tidligere vismand.

Michael Svarer, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og medlem af Arbejdsmarkedskommissionen, påpeger, at S og SFs initiativer kan booste beskæftigelsen på kort sigt:

- Det er ikke urealistisk, at der kan komme 60.000 nye job på tre år. Men det kan blive modarbejdet af, at der opstår en situation, hvor lønningerne igen begynder at stige kraftigt, og det vil så forringe konkurrenceevnen, siger han.

S og SFs kickstart til dansk økonomi risikerer dermed at kollidere med et andet centralt mål for den kommende regering: Helle Thorning-Schmidt (S) har gjort det klart, at hun vil diskutere løntilbageholdenhed med arbejdsmarkedets parter i kommende trepartsforhandlinger. Det skal styrke Danmarks konkurrenceevne.

SFs finansordfører, Ole Sohn, vil ikke forholde sig til de 60.000 nye job.

- Vi sidder og forhandlinger regeringsgrundlag lige nu, så det giver ikke mening at botanisere i de enkelte elementer, siger han.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser dog ingen risiko for økonomisk overophedning i den nærmeste fremtid.

- Ud fra vækstudsigterne vurderer vi, at risikoen for, at vi mister mange job og ser ledigheden stige, er klart større, siger chef-analytiker Martin Madsen.