Riskær stopper som vært på Radio24syv

Klaus Riskær Pedersen har haft svært ved at forene tjansen som radiovært med hvervet som partiformand.

Selv om valget ikke er udskrevet endnu, indleder Klaus Riskær Pedersen mandag sin valgkampagne. Derfor har han trukket sig fra jobbet som radiovært på Radio24syv. Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Klaus Riskær Pedersen skal ikke længere bestyre radioprogrammet "Riskærs Fredagsbar" på Radio24syv.

Det skriver radiostationen selv på sin hjemmeside. Her fremgår det også, at det er Riskærs egen beslutning at stoppe som radiovært.

Han ser sig ikke længere i stand til at balancere arbejdet på radioen med sin post som formand for det opstillingsberettigede politiske parti, der bærer hans navn.

»Som man sagde i 1970'erne: »Alt er politik«, og uanset hvor meget jeg stritter imod, må jeg sande, at lytterne vil tale politik med mig.«

»Og da min egen kampagne starter i Jylland i dag, så vil jeg også gerne diskutere politik med vælgerne.«

»Det er ikke foreneligt med rollen som public service-radiovært, så derfor har jeg bedt om, at vi standser for denne gang,« siger han i artiklen.

Radio24syvs programchef, Mads Brügger, har respekt for Klaus Riskær Pedersens beslutning, selv om han gerne havde set den tidligere finansmand fortsætte.

»Vi havde tænkt os at beholde Riskær som vært, indtil folketingsvalget bliver udskrevet og er kede af, at han har valgt at stoppe før tid,« siger han.

Radio 24syv vil senere i denne uge fortælle, hvad man har tænkt sig at sende i stedet for »Riskærs Fredagsbar.«

/ritzau/