Ringe bookmakertro på snarligt valg

Flere bookmakere er begyndt at sætte odds på datoen for næste folketingsvalg. Blandt oddssætterne er troen på et valg inden for de næste to måneder begrænset.

Danskerne skal mindst vente et par måneder, før de skal til stemmeurnerne igen.

I hvert fald hvis man skal tro bookmakerne, der nu er begyndt at udbyde spil på datoen for næste folketingsvalg. Senest har Scandic Bookmakers åbent et spil, hvor man skal tage stilling til spørgsmålet: Bliver der afholdt folketingsvalg før den 15. oktober 2007?

Nej, mener Scandic Bookmakers, der kun giver odds 1.80 på, at valget først bliver afholdt i slutningen af oktober eller senere. Skulle gymnastiksalene i de danske folkeskoler blive fyldt med stemmebokse inden den 15. oktober i år, giver firmaet pengene to gange igen.

Nogenlunde samme vurdering kommer fra bookmakerfirmaet Betsson, der mest af alt tror på et efterårsvalg i 2008. Betsson er så sikker på sin sag, at firmaet kun giver odds 1.90 på et valg i september, oktober eller november 2008.

/ritzau/