Rigspolitiet har opdaget fejl i Det Centrale Kriminalregister.

Det har justitsminister Nicolai Wammen (S) skriftligt oplyst til Folketingets Retsudvalg, og han informerer torsdag eftermiddag de partier, der er med i forligskredsen om politiets og anklagemyndighedens forhold.

Han vil også informere de partier, der ikke er med i politiforliget, fremgår det. Liberal Alliance, Alternativet og Borgernes Parti er ikke med i forliget.

- Rigspolitiet er ved at undersøge omfanget og konsekvenserne af fejlen i forhold til en række sagstyper. Rigspolitiet vil komme med yderligere oplysninger om fejlen, og de tiltag den foreløbig har givet anledning til på møde i forligskredsen for politiet og anklagemyndigheden i morgen eftermiddag.

- Jeg vil på den baggrund invitere også ordførere fra de partier, der ikke er en del af forligskredsen, til at deltage i denne del af mødet, hvor rigspolitichefen også vil redegøre for manglende kodning af visse sporaftryk i Det Centrale Finger- og Håndaftryksregister (AFIS), skriver Nicolai Wammen.

Registret indeholder dels oplysninger om domme for strafbare forhold. Og dels rummer det data om efterforskninger hos politiet.

Hvad fejlen nærmere består i, fremgår ikke af orienteringen. Men der står som nævnt, at rigspolitiet er ved at undersøge omfanget og konsekvenserne.

I august trak et andet problem hos politiet overskrifter. Nemlig da DR og Ingeniøren afslørede, at der var fejl i fingeraftrykssystemet.

Virkningen kan have været, at gerningsmænds fingeraftryk ikke er blevet koblet til spor fra gerningssteder. Skyldige kan altså være gået fri.

I vinter fik en tredje fejl omtale. Ved en fejl var fotos af biler og nummerplader blevet slettet hos politiet. Billedfiler fra to år tilbage fra systemet med automatisk genkendelse af nummerplader var væk.

RITZAU