Ribe Domkirke og rodløshed

Marie Krarup (DF) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig blev jeg bedt om at finde et sted i Danmark, der havde særlig betydning for mig og sagde noget om, hvad jeg mener politisk. Jeg valgte Ribe Domkirke

Jeg er kommet i Ribe Domkirke fra jeg var barn, og jeg har i mange år dagligt cyklet til Ribe fra det flade opland, hvor det tydelige fikspunkt alle de fem kilometer var den store middelalderbygning. Nogle dage så den knejsende, streng og opdragende ud, som den rejste sig over landskabet og de små borgerhuse. Nogle dage så den moderligt beskyttende ud. Andre gange, når man stod helt tæt på dem, så murene trætte og gamle ud, - lidt forfaldne.

Nogle dage var den det festlige midtpunkt - når brudeparrene kom ud af kirkedøren lørdag eftermiddag med brusende musik efter sig, eller når de nyudsprugne studenter fra katedralskolen kørte i hestevogn rundt om kirken tre gange - hujende og jublende.

Kirken dominerer hele byen med sin størrelse.

Man rammes af en stemning af midlertidighed og lidenhed, når man færdes i nærheden af den store og værdige bygning, der har stået der så længe. Den får os også til at føle os små og dødelige. Og det er vi jo også. Små og dødelige. Men alligevel så store, at vi har kunnet bygge dette bygningværk og fået det til at stå så længe.

Derfor bliver jeg også stolt, når jeg ser kirken. Jeg er efterkommer af dem, der rejste dette bygningsværk og af dem, der har repareret på det siden opførelsen. Jeg håber, den vil stå der også min tid ud, - og at også mine børn og børnebørn vil kunne glæde sig over bygningsværket.

Vi er del af en kæde - en kæde af generationer, der arver sit udgangspunkt fra den forrige generation. Noget er godt og skal bæres videre, andet er mindre godt og behøver ikke fastholdes. Ribe Domkirke er med sin indlysende skønhed noget, der skal bevares. Det er naturligvis en bevaringsværdig bygning. Men jeg vil gå videre og sige, at også dens status og betydning skal bevares.

Den symboliserer, at kristendommen i århundreder har været det naturlige omdrejningspunkt i den enkeltes og i samfundets liv. Den symboliserer dermed det fællesskab, som vi har levet i som noget naturligt og selvindlysende.

Sådan er det ikke mere. Kirken er ikke længere et symbol på det selvfølgelige fællesskab, vi alle er del af. Der er en arv, der på et tidspunkt ikke blev givet videre. Bygningerne blev vedligeholdt, men det åndelige indhold blev ikke formidlet videre til den næste generation. Det stoppede med 68' erne. De var selv opdraget med kristendom og Danmarkshistorie, men de ønskede ikke at videregive det til deres børn, der blev født i 70' erne. Skolerne blev tømt for identitetsgivende fortællinger fra Biblen og Danmarkshistorien, og en kæmpe skat af kultur forsvandt op i den blå luft.

Ideen var vistnok, at de unge mennesker selv senere frit skulle vælge deres religion og identitet. Et underligt argument. Skal vi lade være med at lære vores børn at tale dansk, når de er små, for at de senere selv kan vælge frit om de vil tale tysk, engelsk eller kinesisk? Men hvordan skal man kunne tænke og vælge, når man ikke har lært noget sprog?

Sammenligningen med sproget viser tåbeligheden i frit-valg-strategien. Der ER jo ikke noget frit valg. Man fødes ind i en sammenhæng, som forældrene kan gøre en til en oplyst del af. Hvis de gør det, kan den unge senere selv tage stilling til, om vedkommende ønsker at påtage sig arv og gæld. Men uden viden om og forståelse af arven, kan man ikke tage stilling. Men det er det, der er sket i Danmark. Arven blev ikke videreformidlet. Det stoppede med skolelovene fra 70' erne, der i stadig større grad har løsrevet skolen fra den danske kulturelle og religiøse arv. Det har skabt rodløshed og tomhed for de unge generationer, og der forestår et stort og svært arbejde i at genskabe det naturlige fællesskab om resterne af arven.

Ribe Domkirke knejser stadig over byen, - og i dag er det svært at sige, om det er det strenge eller det trætte udtryk, der træder tydeligst frem. Men den står der endnu og minder mig og andre om, at vi har fået en arv, som vi har et ansvar for.