Retspræsident Christian Britten Lundblad er torsdag valgt som ny ombudsmand for Folketinget.
Det skriver tinget i en pressemeddelelse, efter at et flertal har stemt for.
Christian Britten Lundblad tiltræder den 1. maj 2025.
- Jeg glæder mig meget til at fortsætte en udvikling, hvor institutionen er relevant og nærværende i en tid med blandt andet øget digitalisering og brug af kunstig intelligens i den offentlige sagsbehandling, siger han i en pressemøde.
- Jeg finder, at de indsatsområder, der allerede er sat i værk for indeværende år, er yderst relevante og aktuelle, så jeg kan næsten ikke vente med at tage del i arbejdet.
Landsdommer Henrik Bloch Andersen fratræder samtidig stillingen som midlertidig ombudsmand, som han har bemandet siden oktober 2024, hvor Niels Fenger tiltrådte en stilling som dommer ved EU-domstolen.
Den nye ombudsmand kommer fra en stilling som retspræsident ved Retten på Frederiksberg.
En retspræsident er en dommer, der er den administrative leder af eksempelvis en byret.
Christian Britten Lundblad har tidligere også været retspræsident ved Retten i Aalborg og administrerende direktør i Ret & Råd Advokater.
Folketingets Retsudvalg indstillede ham til jobbet tilbage i begyndelsen af februar.
Folketingets Ombudsmand leder cirka 90 medarbejdere, som behandler klager over de offentlige myndigheder og sikrer, at den offentlige forvaltning handler lovligt.
Ombudsmanden beskytter dermed "borgernes rettigheder i mødet med myndighederne", som det lyder på dens hjemmeside.
Institutionen Folketingets Ombudsmand blev indført i Danmark i 1955 efter svensk forbillede. Det blev tilføjet i Grundloven i 1953, at Folketinget skal have en ombudsmand med "indseende i statens civile og militære forvaltning".
Ombudsmanden behandler hvert år mellem 4000 og 5000 klager fra borgere over myndigheder. Ombudsmanden kan også tage sager op selv.
/ritzau/
