Retoriker: Her var topduellens tre højdepunkter

Statsminister Helle Thorning-Schmidt lykkedes med at være offensiv uden at virke utroværdig og aggressiv, siger retoriker, der samtidig bemærker, at Lars Løkke blev fanget i en klassisk kommunikationsfælde.

»Topmødet« - direkte tvekamp mellem Thorning og Løkke Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De skulle jo helst handle om politisk, de debatter, der udspiller sig under en valgkamp, men den slags øvelser kan let drukne i retoriske misere.

Søndag aften krydsede de to statsminister-kandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), for første gang klinger i en direkte debat, der blev sendt på TV 2.

Nikolaj Ottosen-Støtt, partner i Retorikfirmaet, fulgte debatten fra skærmen, og han har valgt tre nedslag i aftenens debat, der ifølge ham opsummerer den retoriske kamp, der udspillede sig.

1) »I starten kommer Helle Thorning-Schmidt med et indledende angreb i debatten om kontanthjælp og dagpenge. Her virker hun angrebslysten, og hun presser Løkke, der pludselig står i den situation, at han skal forklare de kampagner, Venstre har kørt. Men problemet er, at han ikke har tid til at forklare dem ordentligt, og hun giver ham ikke tid. Og så findes der den her gamle kommunikationslæresætning, der hedder, at hvis ikke det kan forklares, så kan det ikke forsvares. Det var et meget succesfuldt angreb, og for første gang ser vi Lars Løkke, der smilede i starten af debatten, miste lidt overskud.«

2) »I debatten om sundhedspolitik, bruger Lars Løkke på et tidspunkt sine forældres sygehistorie som belæg for, at han ikke den, der vil gøre vilkårene for patienter dårligere. Det er en personlig historie, og det er en meget legitim måde at argumentere på. Han virker ekstremt troværdig og smider oven i købet hele sin politiske ballast ind i diskussionen ved at minde om alle de resultater, han leverede som sundhedsminister. Det er jo ingen garanti for, at ting ikke kan ændre sig, men essensen af en valgkamp er jo, vi som vælgere skal kunne sandsynliggøre og gætte på, hvad der sker. Tror vi på, at han vil afmontere sygehusvæsenet, hvis han bliver statsminister? Det tror jeg ikke, der er mange, der vil tro efter debatten«.

3) »Under diskussionen om troværdighed fortæller Lars Løkke en stort set identisk historie, som han gjorde ved første debat. Det virker lidt for indstuderet, og han går endda videre med at sondre mellem det personlige og politiske eftermæle, som han også gjorde den anden aften. Spørgsmålet er, om folks hukommelse er så kort, at de ikke kan huske, at han sagde nøjagtigt det samme for tre dage siden. Der skulle helst ske en udvikling, og i og med at han selv tog ordet og begyndte på historien, så kommer det til at virke ret indstuderet«.

Overordnet er Nikolaj Ottosen-Støtt ikke bange for at pege på Helle Thorning-Schmidt som den retoriske vinder af aftenens debat.

»I modsætning til den første debat var hun meget bedre til at balancere den offensive tilgang med den her statsmandsværdighed. Hun faldt til ro undervejs i debatten og lykkedes også med at lave sjov med sig selv. Lars Løkke Rasmussen plan med at virke rolig og afholde sig fra at angribe virker godt, men det hæmmer ham også i de situationer, hvor Helle Thorning angriber ham, for hun er god til det. Hun var i storform,« konkluderer Nikolaj Ottosen-Støtt.