Regionerne tager kritik af medicinkort alvorligt

Rigsrevisionen kritiserer arbejdet med indfasningen af det Fælles Medicinkort. Regionerne ser alvorligt på kritikken, men mener også at være kommet godt videre med implementeringen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er hård kritik, som regionerne og Sundhedsministeriet onsdag får fra Rigsrevisionen for arbejdet med indfasningen af digitalløsningen Fælles Medicinkort.

Kortet skal forhindre fejlmedicinering af patienter, og kritikken tages alvorligt i Danske Regioner, men udvalgsformand Jens Stenbæk mener dog også, at der er sket meget, siden Rigsrevisionen afsluttede sin undersøgelsesperiode tidligere i år.

»Vi tager selvfølgelig kritikken meget alvorlig, fordi der ikke har været et optimalt implementeringsforløb omkring det Fælles Medicinkort,« siger formanden for Danske Regioners udvalg for sundhedsinnovation og tilføjer:

»Siden Rigsrevisionen har afsluttet deres undersøgelser, er vi kommet langt videre. Medicinkortet er nu implementeret på samtlige af vores sygehuse i alle regioner, og vi ser også flere steder i det kommunale system, hvor vi er ved at implementere det.«

Det Fælles Medicinkort blev lanceret i 2007, og systemet skulle have været fuldt indfaset i kommunerne i 2011.

Rigsrevisionen kritiserer i en ny beretning regionerne for blandt andet ikke at have sikret, at indfasningen af det digitale system kunne forløbe uden problemer. Der mangler test af brugervenligheden og oplæring af både ansatte og brugere, konkluderer Rigsrevisionen.

De kritikpunkter er Danske Regioner i gang med at rette op på, lyder det fra Jens Stenbæk. Han fortæller, at brugerne nu instrueres i, hvordan systemet anvendes og bruges optimalt. Derudover måler regionerne på anvendelsen af Fælles Medicinkort, så alle situationer, hvor der sker ændringer i folks medicin, indberettes i systemet.

»De her ting skulle være gjort tidligere, og det er gjort nu, og den indsats fortsætter, så patienterne får det fulde udbytte af et rigtigt godt redskab til at give en større patientsikkerhed og undgå fejlmedicinering,« siger Jens Stenbæk.

Han mener, at regionerne har taget ved lære af arbejdet med Fælles Medicinkort og fremadrettet vil være bedre til at sikre den fornødne oplæring i de IT-systemer, som skal implementeres.