Siden det første valg til regionsrådene i 2005 er det syv gange lykkedes for en lokalliste at blive valgt.
Men kun to gange de seneste 15 år.
Det står i kontrast til kommunalvalgene, hvor lokallister har været bedre til at slå igennem.
Landets byråd og kommunalbestyrelser kunne eksempelvis efter valget i 2021 byde velkommen til 91 nye medlemmer, der var valgt for en lokalliste frem for de etablerede partier.
I Odsherred Kommune finder man endda en borgmester valgt for en lokalliste.
På Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet sidder professor Ulrik Kjær og forsker i blandt andet regionalvalg og lokalt demokrati.
Han ser flere forklaringer på, at lokallisterne ikke har spillet den store rolle i regionalpolitikken.
Den første handler om, at regionerne ikke har eksisteret særlig længe, og at der derfor ikke er en tradition for lokallister.
- I kommunerne har der været noget historik, hvor man havde masser af forskellige lokallister, hvoraf mange af dem også var lister, hvor man havde et tydeligt politisk ståsted.
- Man var socialistisk, borgerlig eller liberal, men man syntes bare ikke, at man skulle blande partipolitik ind i kommunalpolitik.
Videre var der andre lister, der opstod for at kæmpe for en specifik sag eller for en særlig del af kommunen, forklarer Ulrik Kjær.
Den anden forklaring er, at landspolitik spiller en større rolle, når borgerne stemmer til regionalvalg end til kommunalvalg.
- Det vil sige, at hvis man skal slå igennem som lokalliste, skal man i højere grad have folk til at fravige de partier, som man kender, og det har simpelthen bare været svært, siger Ulrik Kjær.
For én lokalliste er det dog lykkedes at bryde barriererne de seneste to regionalvalg.
Både i 2017 og 2019 blev Psykiatri-Listen valgt ind i Region Midtjyllands regionsråd med et enkelt mandat.
- Psykiatri-Listen er undtagelsen, der bekræfter reglen, konstaterer Ulrik Kjær.
Han ser også listen som et nybrud i lokalpolitik, fordi der var tale om fagfolk, der stillede op og kæmpede for deres fag.
Det var derfor "lidt mod alle odds", at listen blev valgt ind i 2017 ved at satse på faglighed.
- For det er normalt ikke det, der slår an i lokalpolitik. Faglighed har man jo placeret i de rigtig mange tusinde ansatte, der er i en kommune eller region. Så det er ikke normalt det, der har vælgertække, siger professoren.
Psykiatri-Listen blev dannet i 2017 op til regionalvalget af en gruppe frustrerede medarbejdere på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Projektet var en protest mod nogle konkrete ting, som medarbejderne oplevede, forklarer Rose-Marie Mollerup.
Hun har været med siden begyndelsen og er Psykiatri-Listens forperson og spidskandidat. Desuden har hun siddet i regionsrådet for listen de seneste fire år.
Rose-Marie Mollerup fortæller, at Psykiatri-Listen blandt andet gjorde meget ud af at fremstå troværdig, fordi kandidaterne var ansat i psykiatrien eller havde berøring med den - eksempelvis med mottoet "vi ved, hvad vi taler om".
- Jeg tror, det vigtigste er, at vi taler ind i en sag, som virkelig er alvor, og som mange politikere nævner, men måske ikke altid følger helt til dørs.
/ritzau/
