Regeringspartier kritiserer Bocks VM-tur

Kulturminister Mette Bock skal overvære Danmarks kamp mod Frankrig 26. juni. Det er forkert at rejse til Putins Rusland, siger Venstre og De Konservative.

Arkivfoto: Kulturminister Mette Bock (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Kulturminister Mette Bock (LA) er blandt publikum, når det danske landshold skal spille mod Frankrig 26. juni i Rusland.

Men hun bør blive hjemme, mener regeringspartierne De Konservative og Venstre

For deltagelsen sender et forkert signal.

»Hun blander politik og sport sammen ved at tage afsted,« siger De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.

Heller ikke udenrigsordføreren for Venstre, Michael Aastrup Jensen, støtter rejsen.

Han understreger, at Venstres folketingsgruppe ikke har diskuteret emnet, og han derfor udtaler sig på egne veje.

»Ministeren risikerer at blive en ufrivillig brik i Putins propagandaredskab.«

»Grunden til, at han bruger mange milliarder på VM, er, at han vil sende et signal om, at Rusland er blevet en del af det gode selskab igen. Det skal vi ikke støtte,« siger Aastrup Jensen.

De seneste måneder har der været tvivl om, hvorvidt Danmark ville sende ministre til VM.

Usikkerheden opstod efter et giftangreb på en russisk eks-spion og dennes datter i marts i den engelske by Salisbury.

Rusland stod bag angrebet, lød det efterfølgende fra briterne, som ikke sender ministre til Rusland.

Hos De Konservative er emmet drøftet i folketingsgruppen, og anbefalingen om at blive hjemme er sendt videre til partiets ministre. Men ifølge forsvarsordfører Rasmus Jarlov burde regeringen have haft en fælles linje.

»Jeg synes, at det flagrer lidt i forhold til regeringens linje, hvor vi har sanktioner over for Rusland, og hvor vi har sendt danske tropper til Baltikum for at beskytte vores allierede mod den militære trussel, som russerne faktisk udgør mod nogle af vores nabolande.«

Skulle landsholdet spille sig frem til finalen, så mener De Konservative ikke, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eksempelvis skal tage afsted.

»Vi mener ikke, at danske ministre bør tage til Rusland, og det gælder, uanset hvor langt Danmark kommer ved VM,« siger Jarlov.

Så langt vil Venstres udenrigsordfører ikke tænke endnu.

»Skulle det lykkelige ske, at vi kommer langt, må vi tage stilling til det,« siger Aastrup Jensen.

/ritzau/