Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Fire partier – SF, De Radikale, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti – har med regeringen her til aften indgået en række aftaler om reformer.
Reformer, der især skal sikre et større udbud af arbejdskraft til de sultne danske virksomheder og offentlige arbejdspladser.
Trods skåltaler på Stengangen i Finansministeriet, er der dog et stykke vej til forløsning, idet regeringen og de fire partier ikke kunne blive enige om et af de mest markante forslag på bordet – en lavere beløbsgrænse på 375.000 kroner.
En sådan vil betyde, at flere udlændinge fra ikke-EU-lande vil kunne komme til Danmark og arbejde. Og dette sagde DF nej tak til.
Dermed skal de andre partier over i den borgerlige lejr for at finde et flertal.
To elementer giver mest
Den samlede aftale lægger op til et øget arbejdsudbud på cirka 12.000 i 2025 og 2030.
Et potentielt arbejdsudbud som følge af en lavere beløbsgrænse skal lægges oveni dette.
Lavere dimittendsats og en afkortning af dagpengeperioden for dimittender fra to til et år skæpper klart mest i kassen. Knap 9.000 af de 12.000 i arbejdsudbud kommer derfra.
Mens regeringen ifølge Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, ikke kan forvente at komme let igennem med en lavere beløbsgrænse – her vil de borgerlige partier muligvis længere ned – kan også dagpengene vise sig at blive en udfordring, lyder det.
Blå blok er utilfreds med, at regeringen hæver dagpengene for arbejdsløse de første tre måneder af ledighedsperioden. Der går linjen, lod de forstå på et pressemøde tidligere på aftenen.
Sagen er, at dagpengeområdet er bundet af forlig. Dermed skal regeringen tilbage til forligskredsen for at få et ja til sit forslag.
Som det fremgår af aftalen:
»Såfremt forligskredsen accepterer dette, træder alle tiltag på tværs af aftalen i kraft som angivet i aftalen. Såfremt forligskredsen ikke accepterer dette, justeres tiltagene på tværs af aftalen til ikrafttrædelse efter næste folketingsvalg.«
I forligskredsen indgår er Venstre og De Konservative. Her følger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, givetvis med fra huset i Birkerød, hvor han de seneste dage har plejet sin coronainfektion.
Det står endnu ikke klart, om Venstre og De Konservative vil bakke op.
Tidligere på aftenen lød Troels Lund Poulsen (V) klar til kamp. Og De Konservatives Rasmus Jarlov det samme:
»Vi synes, det er uholdbart, at dagpengene bliver højere end lønnen i lavtlønnede job.«
»Og så er aftalen for uambitiøs, for den bidrager ikke tilstrækkeligt til at løse de store problemer med manglende arbejdskraft,« sagde finansordfører Rasmus Jarlov.