Regeringens kickstart er i strid med EU

Den økonomiske kickstart, som var en væsentlig del af S-SFs valgkamp, strider mod EUs regler.

»Jeg har fuld tillid til, at EU samlet set vil vurdere, at vi opfylder henstillingen, når vi fremlægger vores konvergensprogram,« siger finansminister Bjarne Corydon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Stampe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringens lempelige finanspolitik - den såkaldte »kickstart« af dansk økonomi - strider mod de henstillinger, som Danmark har fået af EU. Det konkluderer den uafhængige tænketank KRAKA, hvis direktør Jakob Hald indtil for nylig var centralt placeret afdelingsleder i Finansministeriet.

Danmark kom i 2010 på EUs særlige observationsliste og skal derfor følge retningslinjerne i EUs »procedure for uforholdsmæssigt store underskud«. Henstillingen fra EU betyder, at finanspolitikken ikke må lempes i nogen af de år, som henstillingen vedrører - det vil sige hverken i 2011, 2012 eller 2013. Danmark er et af meget få EU-lande, som fører lempelig finanspolitik i 2012. Den bevidste kickstart af dansk økonomi med fremrykkede offentlige investeringer er derfor ikke foreneligt med EUs løftede pegefinger.

Overtrædelsen kan medføre en skærpet henstilling til Danmark, når EUs råd af økonomi- og finansministre næste gang skal vurdere, om Danmark indfrier henstillingerne, konkluderer KRAKA. Analysen fra Jakob Hald og cheføkonom Jens Hauch kan læses i Politiko i dag.

Professor i økonomi på Aarhus Universitet Torben M. Andersen er enig i, at Danmark med lempelsen i 2012 er på kollisionskurs med EU.

»Der ikke nogen tvivl om, at vi er i konflikt med EU-reglerne, hvis man tager vækst- og stabilitetspagten, som den er. Men man skal huske, at der også er et element af politik og forhandling i det. Derfor afventer vi med spænding regeringens 2020-plan og konvergensprogrammet i forhold til EU,« siger han.

Kickstart eller kickstop

Hvis Danmark skal tilbage på EU-sporet og leve op til henstillingerne, kræver det en kraftig opbremsning af økonomien i 2013. Samlet skal stramningen ifølge Finansministeriets egne tal være på 0,9 pct. af BNP. Det svarer til omkring 16 mia. kr. »Kickstarten bliver dermed ret hurtigt afløst af et kickstop,« konkluderer KRAKA.

Finansminister Bjarne Corydon (S) henholder sig i en kommentar til, at Danmark opfylder »hovedkravene i EU-henstillingen i 2012 og 2013«.

»Det er rigtigt, at der er en marginal forværring af det strukturelle offentlige underskud i 2012 på 0,1 pct. af BNP. Ligesom i den plan, som den gamle regering gik til valg på. Det er der ikke noget nyt i,« skriver Bjarne Corydon og tilføjer:

»Jeg har fuld tillid til, at EU samlet set vil vurdere, at vi opfylder henstillingen, når vi fremlægger vores konvergensprogram.«

Med andre ord: Det kan godt være, at regeringen har løftet for meget på låget i 2012, men Bjarne Corydon lover at indhente det med en kraftig økonomisk opbremsning i 2013 og håber på tilgivelse fra EU, når regeringen i næste måned afleverer sit økonomiske program frem til 2020.