Regeringens finanslov: Penge til veteraner og sundhed – besparelser på uddannelse og asyl

Med finansloven for 2017 lægger regeringen op til at give penge til sundhedsvæsenet, veteraner og daginstitutionerne. Pengene findes ved besparelser på uddannelse og sygedagpengemodtageres ret til ferie samt færre asylansøgere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brugte som noget nyt Facebook til at løfte sløret for en del af regeringens 2025-plan. Live fra Marienborg bebudede han bl.a. skattelettelser, flere penge til velfærd samt stramninger på udlændingeområdet. Men han nævnte ikke, hvor finansieringen skal findes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når regeringen tirsdag fremlægger sit forslag til en finanslov for 2017, vil der blandt andet være flere penge til landets veteraner, til sundhedssystemet og til bedre dagpleje.

Samtidig skal der spares på uddannelsesområdet og sygedagpengene, ligesom det forventede antal asylansøgere nedjusteres mærkbart, hvilket giver flere penge i kassen.

Det fremgår af regeringens finanslovforslag, som Berlingske er i besiddelse af.

Samtidig vil regeringen – for at skaffe finansiering til nye initiativer til finansloven og ikke mindst til den store økonomiske 2025-plan – ændre på underskudskravene til den offentlige sektor i Danmark.

Hidtil har regeringen sigtet efter, at der skulle være såkaldt strukturel balance mellem udgifter og indtægter på det offentlige budget i år 2020, men regeringen vil udskyde dette tidspunkt til år 2024.

Økonomisk albuerum

Det betyder, at der løbende skal strammes mindre op omkring den offentlige økonomi i de kommende år, hvilket giver et øget økonomisk albuerum i de førstkommende år, fremgår af det regeringens såkaldt Økonomisk Redegørelse, som også offentliggøres tirsdag.

Af den økonomisk redegørelse fremgår det også, at regeringens 2025-plan, som blandt andet indeholder skattelettelser i bund og top, vil øge den »struktuelle beskæftigelse« med 11.000 personer allerede på denne side af år 2020.

Her er et udsnit af de ting, regeringen lægger op til at bruge penge på i finansloven for 2017:

  • Kræftplan: Regeringen vil afsætte samlet set 1,5 mia. kr. i perioden 2017-2020 til en ny kræftplan.
  • Plejehjem: Regeringen vil afsætte 180 mio. kr. årligt fra 2017 og frem til »øget livskvalitet og selvbestemmelse for landets plejehjemsbeboere«.
  • Daginstitutioner: Regeringen vil afsætte 580 mio. kr. over fire år til daginstitutionsområdet, »så både trivsel og læring øges for det enkelte barn«.
  • Pulje til svage kommuner: Regeringen vil oprette en særtilskudspulje på 300 mio. kr. »målrettet kommuner med vanskelige økonomiske vilkår«.
  • Skat: Regeringen vil afsætte 6,8 mia. i perioden 2017-2020 til at styrke det skandaleramte skattevæsen. Allerede i 2017 vil regeringen afsætte 1,3 mia. kr.
  • Sikkerhed: Regeringen vil i alt afsætte 2,2 mia. kr. frem mod 2020 til en ny sikkerhedspulje til bekæmpelse af bl. a. terror og en styrkelse af forsvaret og politiet. Kun 100 mio. kr. afsættes til næste år.
  • Ungdomskriminalitet: Regeringen vil afsætte 70 mio. kr. årligt til en indsats mod ungdomskriminalitet.
  • Højere straffe: Regeringen vil afsætte 90 mio. kr. fra 2017 til 2020 til en pulje, der skal bruges til at skærpe straffene for kriminalitet. Regeringen vil bl.a. hæve straffen for grov gruppevold med en tredjedel.
  • Nærområderne: Regeringen vil afsætte yderligere 1 mia. kr. i 2016 og 2017 til at øge indsatsen i nærområderne. Disse penge kommer fra mindre udgifter end ventet på udlændingeområdet.
  • Veteraner: Regeringen vil afsætte 20 mio. kr. frem mod 2019 til at styrke indsatsen for danske veteraner.
  • Infrastruktur: Regeringen vil afsætte 525 mio. kr. frem mod 2020 til en udvidelse af E45 mellem Aarhus S og Skanderborg S. Derudover vil regeringen fremrykke Storstrømsbroen og iværksætte en forundersøgelse af en østlig ringvej/havnetunnel i København.

Ud over de udgifter, som regeringen allerede nu sætter adresse på, har regeringen afsat en reserve på 1,6 mia. kr. om året fra 2017 til 2020, som de partier, der ender med at være med i en aftale om næste års finanslov, kan være med til at bruge.

For at finansiere ovenstående initiativer lægger regeringen op til besparelser på følgende områder til næste med finansloven for år 2017:

  • Udlændingeområdet: Regeringen nedjusterer det forventede antal asylansøgere. I stedet for 25.000 asylansøgere i 2016, forventer regeringen 10.000. I 2017 og i årene derefter forventes ligeledes 10.000 asylansøgere. Dette nye skøn betyder, at udgifterne på asyl- og udlændingeområdet i 2017 vil være op imod 3 mia. kr. lavere end forventet. 1,1 af de sparede milliarder overføres dog til udviklingsbistand.
  • Offentlige midler: Regeringen har gennemført analyser på en række områder, som ifølge regeringen åbner muligheder for effektiviseringer i det offentlige. Bl.a. mener regeringen at kunne spare 15 mio. kr. i 2017 og 2018 på Erhvervsstyrelsen, 50 mio. kr. i 2017 stigende til 125 mio. kr. i 2020 på Banedanmark, ligesom taksterne for salærer til forsvar i straffesager bliver reduceret.
  • Uddannelse: Regeringen vil spare penge på uddannelsesområdet gennem effektiviseringer. Tiltagene frigør 140 mio. kr. i 2017 og knap 250 mio. kr. i 2018 og årene frem. Regeringen lægger bl.a. op til at sætte ydelsen ned for elever på produktionsskoler og sætte et loft over statstilskud til efterskoleophold samt skære i diverse bevillinger til videregående uddannelser.
  • Sygedagpenge: Regeringen vil spare 22 mio. kr. i 2018 og 27 mio. kr. fra 2019 og frem ved at stramme reglerne for sygedagpenge, så det ikke er muligt for sygedagpengemodtagere at optjene ret til ferie.
  • Bloddonation: Regeringen vil indføre en ny screeningsmetode i forbindelse med bloddonationer, kendt fra Sverige, Norge og Island, som ifølge regeringen kan spare det offentlige for 27 mio. kr. i 2017 og 32 mio. kr. årligt fra 2017 og frem.

Der er desuden en række mindre initiativer, regeringen samlet set vil bruge 30 mio. kr. på. Her er et udsnit:

  • Fregatten Jylland: Regeringen vil afsætte midler til den løbende vedligeholdelse af Fregatten Jylland.
  • Regan Vest: Regeringen vil give et tilskud til driften af museet Regan Vest.
  • Kokkelandsholdet: Regeringen vil give et tilskud til det danske kokkelandshold og deres ”fremme af gastronomi i Danmark og internationalt kendskab til Danmark som førende gastronomination”.
  • Solbådsprojekt på Tange Sø: Regeringen vil i 2017 give et tilskud til at oprette Solbådsprojektet på Tange Sø.
  • P-pladser ved Sorø Station: I 2017 vil regeringen afsætte penge til at lave flere parkeringspladser ved Sorø Station.
  • Skagen Skipperskole: Regeringen vil give et særligt tilskud for at sikre skipperuddannelsen i Skagen.

Regeringens udspil til finansloven for 2017 offentliggøres tirsdag klokken 11. Klokken 12.15 holder finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) pressemøde.

Inden da, klokken 10, præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringens 2025-plan. Han løftede en del af sløret for, hvad planen indeholder, på Facebook mandag aften.