Regeringen vil spare på høreapparater

Tilskuddet til høreapparater og tandrensning er pludselig kommet i centrum for delforhandlinger om statens budget for 2013.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det handler ikke kun om prisen på tandrensning, når regeringen lægger arm med Folketingets partier om næste års finanslov.

Også tilskuddet til høreapparater er nu blevet en knast mellem regeringen og Venstre i forbindelse med forhandlingerne om fordelingen af forskningsreserven på 770 mio. kroner i Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Berlingske erfarer, at regeringen vil finansiere en del af forskningsmidlerne ved at sænke tilskuddet til høreapparater fra 5607 kroner til 4000 kroner per høreapparat. Det vil spare staten for 140 mio. kroner.

Ifølge regeringen vil høreapparaterne ikke blive dyrere i forhold til de seneste år, da priserne på høreapparater er faldet de seneste år.

Ifølge Berlingskes oplysninger er Venstre skeptiske overfor finansieringsforslaget, men forskningsordfører Esben Lunde Larsen ønsker ikke at udtale sig om sagen.

- Venstre har ikke nogen kommentarer til de pågående forhandlinger i forhold til finansieringsdelen, siger Esben Lunde Larsen.

Derudover står slagsmålet om forskningsmidlerne primært om, hvor mange penge, der skal bruges på de såkaldte strategiske forskningsinvesteringer til f.eks. miljø, sundhed og fødevarer.

Uddannelsesminister Morten Østergaard har indkaldt til nye forhandlinger om forskningsreserven i ministeriet kl. 17.