Regeringen vil sige undskyld til tidligere anbragte i særforsorgen

Samfundet skal anerkende den uret, som tidligere anbragte har oplevet i særforsorgen, siger minister.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) fortæller til Information, at regeringen vil give en undskyldning for de overgreb, som tidligere anbragte borgere i Særforsorgen har været udsat for mellem 1933 og 1980. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix (Arkivfoto).
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Regeringen vil sige undskyld til de mennesker, som er blevet udsat for overgreb og mangelfuld omsorg i særforsorgen.

Det fortæller social- og ældreminister Astrid Krag (S) til Information.

Lovningen på en undskyldning kommer oven på, at en rapport i april viste, at der var begået en lang række overgreb på anbragte borgere i særforsorgen mellem 1933 og 1980.

Astrid Krag oplyser i en mail til Information, at der på et senere tidspunkt vil blive afholdt et arrangement, hvor der vil blive givet en officiel undskyldning til de tidligere anbragte.

»Vi har som den første regering taget ansvar for at få kastet lys over de mørkeste kapitler i historien om vores fælles velfærdssamfund,« skriver ministeren blandt andet.

Hun tilføjer, at samfundet skal anerkende den uret, som er blevet begået.

Særforsorgen, der før i tiden blev kaldt åndssvageforsorgen, havde ansvar for borgere, som dengang blev betegnet som åndssvage.

Det kunne være personer med en IQ under 75, døve, blinde, handicappede, talehæmmede eller epileptikere.

De overgreb, som de anbragte borgere blev udsat for, tæller vold, seksuelle overgreb eller unødig brug af magt som fiksering eller indespærring.

»Vi må ikke lukke øjnene for fortidens fejl, men derimod lære af dem. Derfor er det så vigtigt, at fortællingerne kommer frem, uanset hvor ubehagelige de er,« skriver Astrid Krag til Information.

Flere danske handicaporganisationer sagde i foråret, da rapporten blev offentliggjort, at en undskyldning ville være velkommen.

Men en markant forbedring af forholdene for handicappede i dag ville være endnu mere velkommen.

Det gælder blandt andet Susanne Olsen, landsformand i Dansk Handicapforbund, som dengang sagde til Information, at den bedste undskyldning ville være at gøre forholdene bedre på området i dag.

Der er ikke fastlagt et tidspunkt for arrangementet, hvor undskyldningen vil blive givet.

/ritzau/