Regeringen vil sætte en stopper for nationale tests i folkeskolen

Det er slut med nationale tests, siger undervisningsminister Rosenkrantz-Theil (S). Forhastet, mener V. Testene består, ind til et nyt system er klar.

Minister: Regeringen har en aktie i børneopdragelsen
(ARKIV) Fremover skal det være slut med nationale tests, siger undervisningsminister Rosenkrantz-Theil (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

De nationale tests skal væk. I stedet skal et nyt pædagogisk redskab vurdere, hvad elever kan.

Det foreslår regeringen, der nu starter et forhandlingsforløb med partierne bag forliget om de nationale tests. Det skriver Politiken onsdag.

»Vi skal afskaffe de nationale tests og erstatte dem af et nyt system. Der skal et stort og grundigt stykke arbejde til for at finde rigtige redskaber. Målet er, at flere børn skal klare sig bedre i skolen«, siger undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken.

Socialdemokratiet lovede i valgkampen at afskaffe testene i de mindste klasser. Afskaffelsen kom også med i det forståelsespapir, der blev skrevet sammen med Radikale, SF og Enhedslisten.

De nationale tests har siden deres vedtagelse i 2006 været skiftende undervisningsministres smertensbarn. I en rapport fra 2016 fra Danmarks Pædagogiske Universitet blev det konkluderet, at de danske lærere ikke ved, hvordan de skal tolke resultaterne.

Regeringen sætter nu en proces i gang er at finde ud af, hvad der skal erstatte de nationale test.

»Det skal i mindre grad være et testbaseret system – og det skal være et system, der er nemmere at forstå både for lærere, elever og forældre. Der skal være noget klart at forholde sig til«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:

»I forhold til forskningsdelen af de nationale test kan vi lave stikprøver. Hvis testene primært skal give politikere og forskere meldinger på, hvordan det går, så skal man ikke have taget mange statistikkurser for at regne ud, at vi ikke behøver teste alle elever i landet for at få et billede af det«.

Formand for Danske Skoleelever Thea Enevoldsen kalder det »super positivt«, at de nationale test bliver ændret. For mange elever giver testene ikke mening.

»Mange ved ikke, hvad de skal bruge resultaterne til. Eleverne får en lukket, hvid kuvert og får at vide, de ikke må vise den til nogen. Vi vil hellere have, at de nationale test kunne være et rum til at have en samtale med læreren om, hvordan det går fagligt, og hvordan man kan rykke sig som elev«, siger hun til Politiken.