Regeringen vil opdatere velfærdsaftale og regler for tilbagetrækning
Velfærdsaftalen, der blandt andet handler om pensionsalder, skal opdateres, siger den nye regering.

Velfærdsaftalen, der blandt andet handler om pensionsalder, skal opdateres, siger den nye regering.

Regeringen vil opdatere Velfærdsforliget fra 2006, fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag under præsentationen af den kommende regering på Marienborg.
Det fremgår også af regeringsgrundlaget.
- Regeringen vil tage initiativ til et Velfærdsforlig 2.0 med afsæt i en forudgående trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om et mere fleksibelt arbejds- og familieliv, herunder vilkårene for pension og tilbagetrækning, står der.
Regeringen, der kommer til at bestå af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale, vil styrke mulighederne for, at man i perioder af livet kan arbejde mindre, mens man i andre perioder kan arbejde mere.
Stress og sygefravær skal nedbringes, og arbejdsmiljøet skal styrkes. Derudover skal arbejdsmarkedet være mere rummeligt for seniorer.
Opdateringen skal også "skabe større tryghed og klarhed om reglerne for tilbagetrækning".
Arbejdet med at opdatere velfærdsforliget skal foregå i tre faser, fremgår det af regeringsgrundlaget.
I fase 1 bliver en kommission nedsat, og i fase 2 er der trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, herunder om vilkår for pension og tilbagetrækning.
I fase 3 bliver de politiske forhandlinger i Folketinget indledt om at opdatere velfærdsforliget.
- Arbejdet tilrettelægges under hensyntagen til kommendeoverenskomstforhandlinger samt på en sådan måde, at et nyt forlig kan træde i kraft senest efter et valg, samt at eventuelle ændringer kan have effekt, inden der i 2030 igen skal stemmes om at forhøje pensionsalderen på de nuværende vilkår, står der i regeringsgrundlaget.
Næste folketingsvalg skal afholdes senest 23. marts 2030.
Sidste år vedtog et flertal i Folketinget, at pensionsalderen skal hæves til 70 år i 2040.
Det har hidtil været kutyme, at Folketinget - for at sikre velstanden i Danmark - har vedtaget at hæve folkepensionsalderen med et år hvert femte år.
I 2024 sagde Mette Frederiksen, at hun og Socialdemokratiet ønskede at gøre op med den automatiske stigning i pensionsalderen. Endnu er der dog ikke kommet en afklaring i det spørgsmål.
Inden velfærdsforliget er blevet opdateret, ønsker regeringen at hæve ydelsen for tidlig pension - den såkaldte Arne-pension - med 3000 kroner om måneden, således at den bliver mere lige med ydelsen for seniorpensionen.
Modregningsreglerne for efterløn og tidlig pension skal lempes, så det bliver mere attraktivt at arbejde i en sen alder. Og man skal have mulighed for at sætte sin ratepension på pause, hvis man vender tilbage tilarbejdsmarkedet.
/ritzau/