Det skal være lettere at låne penge til at købe en bolig i Udkantsdanmark.
Det mener regeringen, der i et kommende boligudspil vil lempe på en række regler i forsøget på at gøre boligkøb i tyndt befolkede områder lettere.
- Vi ser desværre for tit, at et ungt par, som har stabile indkomster, ikke kan få lov til at låne til drømmehuset, fordi det ligger i et landdistrikt eller en landsby, siger Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter.
Derfor vil ministeren gøre det lettere for en bank at give et lån til boligkøb i provinsen, selv om købere ikke nødvendigvis lever op til alle de nuværende regler.
Konkret foreslår regeringen, at boligkøbere med en høj belåningsgrad og høj gæld i forhold til deres indkomst skal have lettere ved at optage lån med afdragsfrihed eller variabel rente uden for København og Aarhus.
Dertil skal pengeinstitutterne have mulighed for at være mere fleksible i deres vurdering af boligkøberes økonomi, eksempelvis ved i højere grad at kunne skønne og estimere fremtidige indtægter.
- Selvom banken egentlig gerne vil give lånet, står der regler og praksisser i vejen for, at det kan gøre det, siger Morten Dahlin.
Han peger på, at regeringen også vil ændre i vejledningerne fra Finanstilsynet, så det mere tydeligt fremgår, at de lokale pengeinstitutter må bruge deres lokalkendskab til at vurdere, om boliglånet giver mening.
Spørgsmål: Risikerer I at tillade boliglån til folk, der ikke har en sund nok økonomi?
- Nej, det mener vi ikke. Det her tiltag er rettet mod de områder uden for de større byer, hvor boligmarkedet ikke er ligeså glohedt, som det er i København, siger Morten Dahlin.
Han tilføjer, at bankerne fortsat skal kunne forsvare deres udlån.
- Der skal stadig laves en kreditvurdering, og bankerne skal stadig leve op til de regler, der generelt er for kreditvurderinger.
Udfordringen, som ministeren beskriver, er umiddelbart anekdotisk baseret.
Morten Dahlin har ikke tal på antallet af boligkøbere, der oplever dette problem.
Og han har heller ikke et estimat over, hvor mange flere boliglån der vil blive givet, efter dette tiltag er gennemført.
- Det skal munde ud i, at flere familier kan få opfyldt deres boligdrømme, og det har vi forventningen om, at det her vil hjælpe med, siger Morten Dahlin.
/ritzau/
