Regeringen vil lease privatfly for 300 millioner. Nu vender flere forligspartier tommelfingeren nedad

Dagens politiske overblik: Moderaternes nedsmeltning fortsætter. Og politiets nye værktøj vækker kritik hos flere. Hele dit politiske overblik.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) afviser kritik af regeringens udbud omhandlende leasing af privatfly. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til Berlingskes politiske morgenpost her på ugens sidste dag.

To kasser fra henholdsvis debutanten Patrick Dorgu og den rutinerede anfører, Pierre-Emile Højbjerg, gav os i aftes en sikker sejr over Schweiz, og vi kan således gå på weekend med et smil på læben. Men inden da skal du da også lige have et politisk overblik med på vejen.

Og vi starter selvfølgelig hos Moderaterne, der den seneste uges tid har stjålet fokus med det, som ifølge Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen, minder om »en ren nedsmeltning«.

Den seneste udvikling var formentlig ventet af de fleste iagttagere, men kom alligevel på en dramatisk og måske ganske overraskende måde.

Således annoncerede folketingsmedlemmet Jeppe Søe i B.T.s podcast »Q&Co«, at han ville melde sig ud af Moderaterne.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, blev endnu en historie i B.T. Jeppe Søe præsenterede den i programmet.

Her fik han at vide, at formand Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver Karen Clement skulle have kontaktet en af de tidligere ansattes nye arbejdsplads. Den tidligere ansatte har været medforfatter på klagen til Arbejdsstyrelsen.

Karen Clement afviser kategorisk, at hun skal have kontaktet arbejdspladsen.

Alligevel blev det dråben for Jeppe Søe, der i den seneste uge har været på konfrontationskurs med sit nu forhenværende parti.

»Hvis det, du siger nu, passer, så sender jeg min udmeldelse,« sagde han i B.T.-studiet torsdag.

Udmeldingen blev mødt med lettelse i Moderaterne.

Blandt andet fra formand Lars Løkke Rasmussen, der torsdag aften kommenterede den.

»Det forbedrer Moderaternes muligheder for at komme videre på en god måde. Det kan vi bedre komme i mål med uden Jeppe Søe,« lød det fra ham:

»Jeg har været meget skuffet over Jeppe Søe, som valgte at kontakte mig, en halv time før der var en B.T. -historie uden at have kontaktet mig.«

Også Jeppe Søes nu forhenværende kollega i folketingsgruppen Tobias Grotkjær Elmstrøm var tilfreds med beslutningen.

»Farvel, Jeppe Søe. Jeg er glad og lettet. Vores folketingsgruppe er nu klar igen til at arbejde hårdt og tillidsfuldt sammen for Danmarks bedste,« skrev han på det sociale medie X.

Så er der bare tilbage at vente og se, om folketingsgruppen får lov til det, eller om møgsagen om partiets arbejdsmiljø fortsætter.

Vi skal i hvert fald videre – for nu.

Dagens nye værktøj

Mens Moderaterne er under pres, fortsætter Folketingets arbejde som bekendt ufortrødent.

Og i går kunne Justitsministeriet så oplyse i en pressemeddelelse, at regeringen sammen med SF, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti var blevet enige om at lade politiet bruge ansigtsgenkendelse.

Ifølge Justitsministeriet skal værktøjet i første omgang kun bruges i sager om »alvorlig personfarlig kriminalitet som for eksempel drab og voldtægt samt i sager af betydning for statens sikkerhed«.

Men det ændrer ikke ved, at flere er bekymrede. Blandt andet Liberal Alliance, skriver DR.

»Vi vil gerne have noget domstolskontrol på. Vi vil gerne have en mulighed for, at Folketingets Ombudsmanden kan kontrollere, om det bliver brugt ordentligt,« siger LAs retsordfører Steffen Larsen DR.

Ifølge retsordføreren fik partierne bag den seneste bandepakke nemlig at vide på et møde, at værktøjet også godt kunne blive brugt til mildere former for kriminalitet.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) afviser dog kritikken og påpeger, at brugen af værktøjet er afgrænset i den aftale, der foreligger.

Dagens skeptiske borgmester in spe

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der for ganske kort tid siden var social- og boligminister, nu vil være overborgmester i København.

Hvad mange dog sikkert har glemt, er, at hun op til folketingsvalget i 2022 udtrykte skepsis over for Lynetteholm-projektet.

Og hendes skepsis lever stadig i bedste velgående i dag. Det skriver Berlingske.

»Jeg har hele tiden været mere skeptisk, end jeg har været tilhænger,« siger hun og gentager flere gange, at hun ikke er »vanvittigt stor fan af det her projekt«.

Dog kunne det ikke falde hende ind at opsige forliget.

»Så hvis det er det, de tror, at jeg har undervejs, så nej, så ville jeg jo have sagt det i 2022, at jeg var imod.«

Grunden til hendes fortsatte skepsis i dag skal findes i, hvad der skal bygges på Lynetteholmen.

»For mig er det ikke ligegyldigt, om det, vi taler om, er, at der bliver bygget et eller andet stål-glas-betonhelvede, hvor lejlighederne koster det hvide ud af øjnene, og man grundlæggende bygger for nogle andre end os, der bor i København,« siger hun.

Dagens privatfly

Vi skal videre til Politiken, der har nyt om de privatfly, som regeringstoppen vil chartre for 300 millioner kroner.

Regeringen vil nemlig finde pengene i forsvarsforliget, og det vækker harme blandt flere forsvarsordførere, der ikke mener, at de har godkendt den udgift.

»Jeg har ikke godkendt, at der skal hyres privatfly for 300 millioner kroner,« siger for eksempel Lise Bech (DD) til Politiken.

Også Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, er kritisk og forklarer, at han var af den opfattelse, at flyene skulle bruges til overvågning af Arktis og Østersøen, og at de så derudover kunne bruges til transport af topministre.

Derfor vil Carsten Bach nu også indkalde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til et samråd.

I et skriftligt svar afviser forsvarsministeren dog kritikken og fastholder, at forligspartierne var indforstået med at igangsætte udbuddet.

Dagens korte historier

1. Bjarne Laustsen, der er Socialdemokratiets længst siddende folketingsmedlem, genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. Det skriver TV 2 Nord. 70-årige Laustsen har siddet i Folketinget i sammenlagt 28 år.

2. Ifølge en ny vurdering fra Finansministeriet vil det ikke smadre statskassen at lempe på stigningen af danskernes pensionsalder. Det skriver Jyllands-Posten. Således kan man godt indføre Pensionskommissionens forslag. Dog vil det give et stort underskud i statskassen, hvis man lægger et loft over pensionsalderen, så den stopper ved 70 år.

Dagens program

08.30: Møde i Europaudvalget

Folketingets Europaudvalg holder i dag møde. På dagsordenen er blandt andet udvalgsrejser til Serbien og Polen og en forelæggelse ved finansminister Nicolai Wammen (S).

Det var alt for denne uge. God weekend, og tak fordi du læste med!