Regeringen vil indføre regelstop i det offentlige med ny regel

Hvis man vil indføre en ny regel i det offentlige, som tager tid fra borgerne, skal en anden regel skrottes.

Regeringen præsenterer i dag reformudspillet »Danmark kan mere III«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen vil have fjernet mere statslig lovgivning og regulering ude i kommunerne.

Derfor foreslår regeringen blandt andet, at alle landets 98 kommuner sættes fri på ét af de store velfærdsområder: dagtilbud, folkeskole, beskæftigelse eller ældrepleje.

Og der skal ifølge regeringen indføres et regelstop. Så der dermed er bedre tid til at tage sig af borgerne.

Det fremgår af reformudspillet »Danmark kan mere III«. Det præsenterer regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen mandag.

Regelstoppet betyder, at hvis man vil indføre en regel i det offentlige, som tager tid fra borgerne, så skal en anden regel fjernes. Regelstoppet skal sikres ved en ny regel.

»Vi ønsker at lave en ny regel om regelstop,« siger finansminister Nicolai Wammen (S), der er med til præsentationen.

»Vi har set, at reglerne er blevet flere og flere og bureaukratiet tungere og tungere,« siger han.

At kommuner skal sættes mere fri, betyder konkret, at næsten al statslig lovgivning og regulering fjernes på ét af de nævnte områder, så kommunerne selv kan tilrettelægge, hvad der er bedst for den enkelte borger i hverdagen.

Det er ikke et nyt fænomen. I forvejen er kommunerne Langeland, Middelfart og Viborg Kommune såkaldte frikommuner på ældreområdet.

Kort før sommerferien blev der lavet en politisk aftale om at sætte endnu flere kommuner fri på netop ældreområdet.

Og tidligere på måneden kom det frem, at Hillerød, Greve, Silkeborg og Aabenraa Kommune mere eller mindre slipper for statslig regulering på beskæftigelsesområdet fra 1. juli 2023 til og med 2026.

At sætte landets kommuner fri fra unødvendigt bureaukrati og regler var ligeledes et af de store punkter i Frederiksens nytårstale.

/ritzau/