Regeringen vil hastebehandle lov om Syrien-jihadister – men efterårsferien er kommet i vejen for flere partiers stillingtagen

To ud af regeringens tre støttepartier har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt de støtter et lovforslag om, at man fremover administrativt skal kunne fratage danske Syrien-jihadister deres statsborgerskab.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil have hastebehandlet et lovforslag, hvorefter man administrativt kan fratage Syrien-jihadister deres danske pas. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der skal gribes ind over for Syrien-jihadister med dansk statsborgerskab. Og det haster.

Så klart var budskabet fra regeringen, der mandag offentliggjorde et lovforslag, der skal gøre det muligt administrativt at fratage IS-jihadister med dobbelt statsborgerskab dansk indfødsret, selv om jihadisterne stadig opholder sig i Mellemøsten.