Regeringen vil give familier 2.000 kroner om året med billigere vand og varme

Regeringen ønsker at give hver dansk husstand en besparelse på 2.000 kroner om året ved hjælp af effektiviseringer i forsyningssektoren. »En form for skattelettelse,« siger energiministeren.

»Der er et samlet potentiale for effektiviseringer i forsyningssektoren på omkring syv milliarder kroner om året,« siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Preben Madsen

Det skal blive billigere at gå i bad, skrue op for varmen og komme af med af­faldet for den almindelige danske familie.

Med en ny analyse af den danske forsyningssektor i hånden gør regeringen det nu klart, at den agter at give hver enkelt husstand en årlig besparelse på 2.000 kroner gennem mærkbare effektiviseringer af blandt andet de danske vandværker og fjernvarmeværker.

»Der er et samlet potentiale for effektiviseringer i forsyningssektoren på omkring syv milliarder kroner om året. Det svarer til, at en ganske almindelig husstand vil kunne få et par tusinde kroner mere mellem hænderne om året i økonomisk råderum, og det er uden, at vandet bliver ringere, eller varmen bliver koldere. Det vil være en form for skattelettelse,« siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Der er en årlig gevinst på 7,1 milliarder kroner at hente, hvis man bliver langt mere effektiv til at håndtere danskernes drikkevand, spildevand, affald, fjernvarme samt el- og gasdistribution, fremgår det af en endnu ikke offentliggjort analyse fra konsulenthuset McKinsey, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Eksempelvis kan prisen for at forbrænde et ton affald svinge mellem 250 og 900 kroner alt efter, hvor i landet det foregår.

Lars Chr. Lilleholt understreger, at milliarderne fra forsyningssektoren ikke vil blive brugt i en politisk diskussion om topskattelettelser eller øget national sikkerhed i forbindelse med efterårets forhandlinger om dansk økonomi frem mod 2025.

»Effektiviseringen skal komme forbrugerne til gode,« siger han.

Forsyning for 37.000 kroner

Der omsættes årligt for omkring 100 milliarder kroner i forsyningssektoren herhjemme, og en almindelig dansk husstand bruger i gennemsnit samlet 37.000 kroner på vand, varme og lignende.

Det beløb vil kunne nedbringes ved at indrette sektoren anderledes, mener man i konsulenthuset McKinsey.

Rapporten peger blandt andet på, at »der skal gives tilstrækkelige økonomiske incitamenter til effektiviseringer«, det »skal gøres lettere og mere attraktivt at fusionere forsyningsselskaber«, ligesom der »skal sikres den rette sammensætning af kompetencer i bestyrelser samt sikres en adskillelse af politik og virksomhedsdrift«.

Lars Chr. Lilleholt afviser, at der med analysen lægges op til en privatisering af kommunale eller andelsejede vandværker og fjernvarmeværker. Direkte adspurgt om, hvorvidt han vil opfordre til at fusionere værker, lyder svaret:

»Vi vil hverken blande os i ejerskabet eller i, hvor det eventuelt kunne betale sig at fusionere. Men jeg kan kun opfordre til, at man ser, hvilke muligheder der er for at sikre så effektiv og så billig en forsyning som mulig. Nogle steder kan det måske godt være fornuftigt at lægge vandværker sammen,« siger ministeren.

Samtidig opfordrer energi-, forsynings-, og klimaministeren til, at man supplerer de eksisterende bestyrelser med folk fra erhvervslivet.

»Urealistiske beløb«

En analyse fra Finansministeriet viser, at netop forsyningssektoren generelt halter efter den produktivitetsvækst, der har været i industrien, landbruget og bygge- og anlægsbranchen.

Alligevel anser direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, det ikke for muligt at hente 2,3 milliarder kroner på fjernvarmeområdet ved at gøre tingene mere effektivt, som analysen ellers lægger op til.

»Det forekommer mig at være et urealistisk højt beløb, for der er allerede sket en væsentlig effektiviseringsindsats,« siger han.

Samme holdning finder man hos Danske Vandværker, hvor administrerende direktør Allan Weirup ikke giver meget for ministerens afvisning af, at der lægges op til en privatisering af sektoren.

»Han er med til at skabe rammerne for, at det kan ske, hvis det gøres muligt at tjene penge på forsyning. En presset kommune kan jo godt fristes til at indløse gevinsten til en slunken kommunekasse, hvis en privat aktør pludselig kan se en gevinst ved at drive forsyning,« siger han.

I dag skal der ikke genereres økonomisk overskud til ejerne.

Både Kim Mortensen og Allan Weirup understreger, at de endnu ikke har set McKinsey-analysen.

Regeringen ventes inden længe at fremlægge en samlet forsynings­strategi.