Regeringen vil aktivere demente og støtte de pårørende

Regeringen vil afsætte knap en halv milliard kroner til at styrke forholdene for demente og deres pårørende.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde vil afsætte 470 millioner kroner til at styrke forholdene for demente og deres pårørende. Arkivfoto. Scanpix/Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

København. Der skal gøres en større indsats for at hjælpe landets demente og deres pårørende.

Det fastslår sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V), der vil afsætte 470 millioner kroner til demensområdet, skriver TV2.

Pengene er en del af en handlingsplan, som regeringen præsenterer mandag formiddag i Kolding i forbindelse med KL's årlige ældrekonference.

Den knap halve milliard kroner skal hjælpe landets demente til at blive diagnosticeret tidligere og mere præcist. Derudover skal også de dementes pårørende have mere støtte i deres dagligdag.

Det skal blandt andet ske, ved at en række nye aktivitetscentre bliver oprettet, hvor demente og deres pårørende skal deltage i forskellige sociale aktiviteter.

Der skal også skabes flere aflastningstilbud i kommunerne, som skal være med til at hjælpe de pårørende, der forsøger at skabe en god tilværelse for den demente.

- Vi skal være langt bedre til at støtte de pårørende. Demens er en forfærdelig sygdom, der også påvirker de pårørende, siger Sophie Løhde til TV2.

Derudover har ministeren ifølge Berlingske bebudet, at man ønsker at halvere brugen af antipsykotisk medicin til demente.

Og det er en plan, der er blevet modtaget positivt hos Ældre Sagen.

- Det har været en mærkesag for os i mange år. Jeg kan se på demenshandlingsplanen, at nu bliver der sat effektivt ind, siger chefkonsulent hos Ældre Sagen Margrethe Kähler til Ritzau.

Ifølge Berlingske skal halveringen ske ved et generelt kvalitetsløft af hjælpen til demente ældre. Også tilsynet med lægers brug af medicinen til demente skal udvides.

/ritzau/