Opdateret

Regeringen stiller krav til placering af alkohol i butikkerne

Ny aftale skal ifølge regeringen gøre alkoholiske drikkevarer mindre synlige i dagligvarebutikkerne.

Breezer, øl og andre drikkevarer med alkohol skal fremover holdes adskilt fra butikkernes slikhylder og kasseområder.

Det har regeringen sammen med detailhandlen og alkoholproducenterne indgået en aftale om.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse søndag morgen.

Formålet er at gøre alkoholiske drikkevarer mindre synlige i dagligvarebutikkerne, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen.

- Når børn og unge går i supermarkedet eller til købmanden, skal de ikke mødes af øl, vin og spiritus utallige steder i butikkerne.

- Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu er enige med detailhandlen om, at der skal skrues ned for eksponeringen af alkoholholdige drikkevarer i butikkerne, så de unge i mindre grad påvirkes til at købe alkohol, siger hun.

Konkret betyder aftalen, at alkoholiske drikkevarer skal placeres adskilt fra slik og chips, børne- og legetøjsafdelinger, frugt- og grøntafdelinger og kasseområdet.

Alkohol, som kunder kun kan købe gennem betjening, må fortsat placeres ved kasseområdet. Det samme må køleskabe, som står et fast sted i butikken.

Det fremgår desuden, at der med retningslinjerne tages forbehold for særligt de mindre butikker, hvor de kan være vanskeligere at placere drikkevarerne ude af syne for børn og unge.

- Med aftalen er det lykkedes at finde en løsning, der fungerer for både små købmænd og store supermarkeder, hvor vi begrænser placeringen af alkohol i butikkerne, uden at det kræver omfattende ombygninger, siger Sophie Løhde.

De nye retningslinjer træder i kraft den 1. oktober 2025 med en indfasningsperiode på seks måneder.

Aftalen er en del af en forebyggelsesplan, som regeringen i 2023 indgik sammen med SF, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Alternativet.

/ritzau/