Regeringen spår milliardstor asylregning næste år

Finansministeriet forudser en ekstra milliardregning til flygtninge næste år, men hverken Socialdemokraterne eller Venstre har nogen konkret plan for finansieringen.

Kommunerne kan se frem til tre gange så mange nye flygtninge til næste år som hidtil varslet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen har netop vurderet, at næste års ekstraregning til flygtninge kan blive 1,5 milliarder kroner højere end hidtil forudset. Men hverken den røde eller blå fløj har fundet penge til at betale den forventede asylregning, skriver Jyllands-Posten.

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) dagen før valgudskrivelsen præsenterede sin plan for Danmarks økonomi for de næste fem år, kendte Finansministeriet ifølge Jyllands-Posten allerede størrelsen af ekstraregningen. Alligevel fokuserer den økonomiske plan på de i alt 39 milliarder kroner, som regeringen vil bruge på ekstra velfærd til børn, unge og ældre frem til 2020.

Ifølge Jyllands-Posten mener Venstre, at regeringen forsøger at skjule udgiften på udlændingeområdet, dog har partiet heller ikke selv nogen plan for finansiering klar.

Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører Maja Panduro (S) er de 1,5 milliarder et rent teknisk skøn fra Finansministeriet, og hun mener derfor ikke, at der er nogen grund til at tro, at regningen vil stige, siger hun til Jyllands-Posten. Hvis det alligevel skulle ske, vil partiet skære på udviklingsbistanden, lyder det.