Regeringen klar med første udlændingeforslag om få dage

Den nye Venstre-regering vil allerede om få dage præsentere et nyt lovforslag på udlændingeområdet.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag formiddag, hvor han har præsenteret sit nye hold af ministre.

»Allerede i den her uge vil regeringen lægge et lovforslag frem på udlændinge-området,« siger Lars Løkke.

Venstre bebudede gentagne gange under valgkampen, at man ville stramme reglerne på asylområdet og gøre det mindre attraktivt at søge mod Danmark som flygtning.

Den vision deles også af Dansk Folkeparti, og derfor ventes det, at ét af de første lovforslag fra den nye regering netop vil adressere asylområdet.

Inger Støjberg (V) er blevet udpeget som ny udlændinge-, integrations- og boligminister.

BNB