Regeringen indgår lynaftale om blå finanslov

Sent tirsdag aften indgik regeringen højest overraskende en finanslovsaftale­ med Venstre og de Konservative.­ Regeringen­ vender dermed endnu en gang ryggen til Enhedslisten i den økonomiske politik. »Vi er skuffede,« sagde Enhedslistens politisk ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i aftes.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kom i går i centrum i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Mod manges forventning blev det nemlig et blåt forlig om Danmarks budget for 2014, finansloven. Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter et dramatisk forhandlingsforløb indgik regeringen sent i aftes en historisk finanslovsaftale til blå side i Folketingssalen, og efterlader dermed endnu en gang sit støtteparti Enhedslisten uden en aftale i den økonomiske politik, selv om venstrefløjspartiet var tæt på en aftale mandag aften.

Finansminister Bjarne Corydon (S) trådte klokken 22.15 ud på den såkaldte stengang i Finansministeriet flankeret af de borgerlige partier.

»Der er indgået billig finanslov for 2014, som er historisk bred,« forklarede han.

Aftalen med de blå partier omfatter ti mia. kroner over fire år, og mest centralt i aftalen ligger en fremrykning af allerede vedtagne skattelettelser til erhvervslivet til en værdi af 800 mio. kroner, og én mia. kroner årligt til ældreområdet.

Parterne har også valgt at bruge 900 mio. kroner på et højere beskæftigelsesfradrag, jobfradrag til kontanthjælpsmodtagere og et højere beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere.

300 mio. kroner går til behandling af kræftramte børn, nedbringelse af tvang i psykiatrien, indsats for socialt udsatte børn og bolighjælp til unge.

Med aftalen står det også klart, at Enhedslisten ikke bliver en del af næste års finanslov. Partiet holdt sent i aftes et pressemøde på Christiansborg.

»Det er en beslutning, som vi er uenige i og skuffede over. Vi har strakt os meget langt, og det har været svære forhandlinger. De penge, som skulle være gået til skoler og ældre, er gået til skattelettelser,« lød det fra partiprofilen Johanne Schmidt-Nielsen, som indledte pressemødet.

I flere måneder har det ligget til, at regeringen ville indgå en aftale med Enhedslisten, men efter et par dramatiske døgn med åbenlyse diskussioner gennem medierne og et fastlåst forløb, hvor Enhedslisten insisterede på at sikre de ældre et minimumskrav på blandt andet to bad om ugen, mens regeringen ønskede en frivillig ordning for kommunerne til én mia. kroner, fik regeringen nok.

Grøn investeringfond røg ud

Centrale kilder i regeringen oplyser til Berlingske, at de simpelthen ikke kunne rykke sig mere i forhandlingerne med Enhedslisten, men de fortæller samtidig, at regeringen havde foretrukket en aftale med Enhedslisten på trods af den blå aftale.

Fordi aftalen ikke indgås med den yderste venstrefløj i Folketinget, ryger flere rød-grønne tiltag ud af næste års finanslov. Det gælder blandt andre Danmarks Grønne Investeringsfond med en udlånskapacitet på fem mia. kroner, som regeringen mister.

Fagbevægelsen må også vinke farvel til et højere fradrag for faglige kontingenter, som var en del af aftalen med Enhedslisten, og som i flere år har været en vigtig sag for fagbevægelsen.

Som led i aftalen har Venstre og de Konservative accepteret at sikre, at de omstridte ejendomsvurderinger fra 2013 suspenderes, mens man samtidig nedjusterer de fejlbehæftede ejendomsvurderinger fra 2011 med op til fem procent.Regeringen har allerede en aftale med Enhedslisten på området, som Venstre og de Konservative tidligere har afvist og kritiseret dybt. Men nu vil de to partier sikre, at den model gennemføres, hvis Enhedslisten springer fra, og regeringen dermed risikerer at komme i mindretal i Folketinget.

Ejendomsvurderingerne har ifølge Berlingskes oplysninger været en af de store knaster i forhandlingerne mellem regeringen og Venstre.Udsigten til en blå aftale fik det i går til at løbe koldt ned ad ryggen på flere af de politikere i S og SF, som Berlingske talte med, før aftalen med de borgerlige var en realitet.

Indholdet af en skitse til en rød aftale offentliggjorde regeringen allerede mandag eftermiddag. Ud over én mia. kroner til de ældre indeholdt den en række røde mærkesager om blandt andet yderligere 1,7 mia. kroner til velfærd.

SF-gyser

Aftaleskitsen med Enhedslisten udgør i manges optik det rødeste bud på en finanslov i regeringens toårige historie, og mange politikere i rød blok var i går dybt forundret over, at Enhedslisten ikke for længst havde slået til.

Det erfarne landsledelsesmedlem Kristen Touborg (SF) sagde direkte til Berlingske, at han frygtede en blå finanslov.

»Jeg er ked af det her, jeg vil meget gerne, at vi kan lave en finanslov med Enhedslisten, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at det sker,« forklarede han, før den blå finanslov var en realitet.

Regeringstoppens chefforhandlere, finansminister Bjarne Corydon (S), R-leder Margrethe Vestager og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) besluttede på et møde omkring klokken 11.30 i går at indkalde blå blok til forhandlinger i Finansministeriet.

Omtrent samtidig påbegyndte den socialdemokratiske folketingsgruppe deres planlagte gruppemøde på Christiansborg. Her orienterede først Thorning og senere Corydon gruppen om forhandlingernes fremdrift.

Bagefter var der kortvarigt plads til indlæg fra S-gruppen, hvor flere socialdemokrater talte begejstret for aftaleskitsen med Enhedslisten. Blandt andet udtrykte tidligere S-formand og nuværende formand for Folketinget, Mogens Lykketoft forundring over, at regeringen ikke kunne lande en aftale med Enhedslisten trods de røde fingeraftryk, erfarer Berlingske.