Regeringen indfører fixerum til narkomaner

Efter årelang kamp vil narkomaner snart kunne indtage stoffer i lovlige fixerum, lover regeringen. En "juridisk gråzone", mener Venstre.

Kanyler, blodige vatklumper og små sølvpapirskugler har længe flydt på Vesterbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Bo Olsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Senest i begyndelsen af 2013 kan narkomaner efter alt at dømme stikke en kanyle i armen og sprøjte heroin ind i blodårerne på helt legal vis, når blot det foregår i bestemte rum. Det skriver politiken.dk.

De såkaldte fixerum har været en del af den politiske debat på Christiansborg i årevis, og under den borgerlige regering har Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF flere gange foreslået forsøgsordninger med fixerum.

I september skiftede regeringsmagten hænder, og det har siden fået socialborgmester Mikkel Warming (EL) fra Københavns Kommune til at beskylde den nye regering for at sylte sagen.

Men nu er det nu, lover sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Hun oplyser til Politiken.dk, at regeringen gør fixerum til en del af lovprogrammet for foråret 2012, som offentliggøres i næste uge. I programmet vil de optræde som stofindtagelsesrum.

- Stofindtagelsesrum vil være en hjælp til dem, som i dag må sidde på trappestenen for at tage deres stoffer. Det er uværdigt, uhygiejnisk og farligt. Jeg håber, at rummene kan blive en realitet i efteråret 2012 eller i begyndelsen af 2013, siger Astrid Krag.

Billedserie: Se fixerum i brug

Det er endnu uvist, hvordan fixerummene skal finansieres. Da regeringen i weekenden forhandlede finanslov med Enhedslisten, blev der nemlig ikke afsat midler til hverken fixerum eller stofindtagelsesrum.

Forslaget om fixerum møder modstand hos Venstre, hvor gruppeformand Kristian Jensen kalder det en "juridisk gråzone", der kan give problemer for politiet.

- Hvis man står med sine stoffer i rummet, så er det legalt, men hvis man bliver stoppet af politiet fem meter fra døren, så er det ikke legalt. Hvordan skal politiet agere? Skal der være en bufferzone?, siger han ifølge Politiken.dk.

Sundhedsministeriet oplyser til Ritzau, at man endnu ikke er klar med konkrete planer for, hvordan fixerummene skal fungere i praksis.

Man er blandt andet i gang med at indhente erfaringer fra Holland og Schweiz, ligesom ministeriet er i dialog med Justitsministeriet om, hvordan politiet praktisk skal gribe det an.