Regeringen forventer ekstraregning for EU-medlemskab

Danmarks økonomi er vokset mere end hidtil antaget de senere år. Derfor kan vores EU-kontingent blive dyrere.

Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

København. Der ligger sandsynligvis en ubetalt regning, som Danmark skal tilbagebetale til EU-kassen i 2018. Det skriver netavisen Altinget.

I november opdagede Danmarks Statistik, at Danmark i flere år har været rigere, end vi ellers gik og troede. Og det kan blive dyrt.

Størrelsen af EU-landenes bidrag bliver nemlig blandt andet opgjort efter, hvor stor bruttonationalindkomsten (BNI) er i forhold til resten af medlemslandene. Jo rigere man er, jo mere betaler man til EU-kassen.

Men Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, stiller sig på bagbenene over den forventede ekstraregning fra EU.

- Jeg siger nej tak til den efterregning. Regeringen skal jo finde pengene et sted til den regning, som kan blive stor, siger han til Altinget.

Spørgsmål: Men sådan er mekanikken i det. Og er det ikke fair nok, at de rigeste lande også betaler mest til fællesskabet?

- Ja, sådan er det. Men derfor kan man jo godt protestere. Vi er modstandere af omfordeling mellem EU-landene, siger EU-ordføreren.

I 2015 betalte Danmark cirka 5,9 milliarder kroner mere til EU-kassen, end vi modtog. Andre og fattigere lande får mere, end de betaler.

I et svar til Folketinget skriver finansminister Kristian Jensen (V), at det er "sandsynligt" med en ekstraregning til EU, når bidragene for 2018 fastlægges i løbet af 2017.

Hvis det viser sig, at Danmark har betalt for lidt i perioden 2011-2016, bliver det lagt oven i regningen for 2018, forklarer finansministeren i svaret.

Størrelsen af ekstraregningen er dog ifølge ministeren for tidlig at vurdere - og i teorien er det muligt, at regningen ikke stiger, hvis de andre landes BNI stiger tilsvarende det danske BNI.

I Danmark er fejlvurderingen af den danske økonomi sket, fordi en række store danske virksomheder i en årrække har indrapporteret forkert til Danmarks Statistik.

Det betyder, at Danmark reelt var 41,8 milliarder kroner rigere i 2015 end først antaget.

/ritzau/