Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Intet lovforslag skal kunne vedtages, uden at det først har været i høring hos eksperter og organisationer, foreslår organisationen Advokatsamfundet. Det skriver Politiken.
Advokatsamfundet foreslår ifølge avisen en regel, som dikterer, at kun lovforslag, der har været i høring, kan vedtages af Folketinget. Forslaget er blevet sendt direkte til Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), og justitsminister Morten Bødskov (S).
Advokatsamfundet har gennemgået fristerne på samtlige af de 3.606 høringssager, som organisationen har modtaget, i perioden fra 2003 til 2012. Gennemgangen viser, at både den nuværende og den tidligere regering har haft store problemer med at overholde den minimumsgrænse på fire uger, som Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget anbefaler for høringssvar.
»De korte frister giver lovsjusk og dårlig lovkvalitet. Man risikerer, at det rammer borgerne og virksomhedernes retsstilling, fordi lovforarbejdet ikke er gjort ordentligt. Og det kan give et demokratisk underskud,« siger generalsekretæren for Advokatsamfundet, Torben Jensen.
Regeringen »erkender, at høringsfristerne er skredet,« siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), mens de Radikales retsordfører, Jeppe Mikkelsen (R), kalder det »en direkte tilståelsessag« fra regeringens side.
SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), siger, at hun må lægge sig »fladt ned« og sige, at regeringspartierne ikke selv har været »lige så ordentlige«, som de før valget havde håbet på at blive.
Regeringen, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti er ifølge Politiken velvilligt indstillet over for forslaget, men er skeptiske over for, om det vil løse problemet.
Mogens Lykketoft ser frem til at drøfte forslaget, men sætter også spørgsmålstegn ved, om forslaget rammer kernen i problemet. Det er, mener han, at for mange lovforslag kommer for sent i høring.