Regeringen er på trapperne med forsvarsudspil: »Der er blevet sendt lidt forvirrende signaler«

Ifølge Berlingskes oplysninger vil regeringen en af de nærmeste dage fremlægge et udspil om, hvilke våbenindkøb og beslutninger den ønsker fremrykket, og hvordan det skal finansieres. Liberal Alliance føler sig holdt hen og savner de analyser af for eksempel værnepligt og store våbeninvesteringer, som skulle have ligget klar nu.

Regeringen barsler snart med et forsvarsudspil, som kan give svar på, hvilke forsvarsinvesteringer som skal fremrykkes, og hvor pengene skal komme fra. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvilke forsvarsinvesteringer vil regeringen fremrykke? For hvilke penge? Og skal der bruges endnu flere penge på forsvar end de ekstra 155 milliarder kroner, som er afsat de næste ti år?

Spørgsmålene har stået i kø, efter forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) – først alene og siden på et pressemøde med statsministeren – talte med store bogstaver om den sikkerhedspolitiske situation og dens konsekvenser.