Regeringen: Danskere skal kunne gå til lægen om aftenen

For fremtiden skal man herhjemme kunne gå til sin læge også uden for den almindelige arbejdstid. Moderne lægehuse skal bane vejen, mener regeringen.

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fremover skal det være muligt for danskere at tage til lægen også om aftenen.

Det er en af ambitionerne med det milliardstore sundhedsudspil, som regeringen torsdag har præsenteret.

»Har man brug for lægen, så skal lægen være tilgængelig, og det betyder, at også uden for den almindelige arbejdstid skal lægen have åbent,« siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der præsenterede regeringens sundhedspakke, »Jo før - Jo bedre«, på et pressemøde torsdag sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Sundhedspakken indeholder tiltag for fem milliarder kroner frem mod 2018, og heraf skal 800 millioner kroner investeres i »bedre rammer for almen praksis gennem moderne lægehuse og sundhedshuse«, hedder det i udspillet.

Regeringen foreslår, at de praktiserende læger arbejder sammen i større lægehuse med for eksempel speciallæger og kommunale sundhedstilbud, og på den måde sikrer man, at lægen har længere åbningstider, og danskere dermed kan komme til konsultation hos lægen uden for arbejdstid.

Et centralt fokus i sundhedsudspillet er, at alvorlige sygdomme som for eksempel kræft og KOL bliver opdaget tidligere, så man på den måde hurtige kan behandle patienterne.

Ifølge statsministeren kan netop de ændrede åbningstider hos lægen være med til at hjælpe på den udvikling.

»Hvis man synes, det er lidt svært at komme til lægen, så skal det i hvert fald ikke være åbningstiden, der afgør, om man kommer derop,« siger Thorning-Schmidt.

Regeringen skal i den kommende tid diskutere med de praktiserende læger, hvordan man kan indrette sig i fremtiden.

Thorning slår dog allerede nu fast, at regeringen ikke på forhånd kan sikre længere åbningstider over hele Danmark.

»Vi garanterer ikke, at alle kan komme til lægen klokken 21 om aftenen alle steder i landet,« siger hun.

Som led i sundhedspakken vil regeringen også arbejde for, at der fremover bliver tilknyttet en fast læge til plejecentre og bosteder, som kan tage hånd om de svageste beboere.