Regeringen bombarderes med spørgsmål om offentlighedsloven

Samtlige 22 ministre i regeringen vil onsdag blive stillet det samme spørgsmål om offentlighedsloven af Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der ønsker loven ændret.

Justitsminister Morten Bødskov (S) og resten af regeringens ministre kan på onsdag forvente en sand storm af spørgsmål om den omdiskuterede offentlighedslov i Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vil ministeren nævne konkrete eksempler på, at den gældende lov om offentlighed i forvaltningen ikke i tilstrækkelig grad har givet ministeren et fortroligt rum at arbejde i som minister?«

Det spørgsmål skal regeringens 22 ministre hver og en svare på i Folketingssalen onsdag. Det er Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som kræver svar, fordi de mener, at forslaget til den nye offentlighedslov svækker de demokratiske principper.

»Normalt når man laver lovgivning, handler det om, at man reparerer på et problem, og så er det vel rimeligt, at vi spørger ministrene, hvor de ser problemet,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF).

Den nye offentlighedslov, der har flertal med regeringspartierne, Venstre og de Konservative, indeholder to omstridte paragraffer, 24 og 27, som undtager visse dokumenter mellem statslige myndigheder for aktindsigt. Dermed indskrænkes offentlighedens kontrol med magthaverne, lyder kritikken.

»Når man foreslår at lukke endnu mere ned, så offentligheden får mindre indsigt i, hvad der foregår, så må det være fordi, man har eksempler på nogle sager, hvor det ikke er gået, som man ønskede, fordi der har været offentlighed omkring sagen. Og de eksempler må vi selvfølgelig have frem i Folketinget,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Justitsminister Morten Bødskov (S) er tidligere blevet bedt om at komme med konkrete eksempler på, hvornår ministre har haft brug for mindre åbenhed omkring deres arbejde. I et interview i DRs Deadline spurgte journalist Martin Krasnik ministeren hele 28 gange uden at få et konkret svar.

Flere Cavlingpris-vindere, redaktører og politikere fra Bødskovs eget bagland kritiserer lovforslaget, og senest vedtog SF på partiets landsmøde i weekenden, at SF skal arbejde for at fjerne de dele af offentlighedsloven, »som indskrænker demokratiet«.

»Alle de her diskussioner kan jo begrunde, at man simpelthen udsætter færdiggørelsen af den her lov til efter sommer, så der er overordnet tid til, at partierne - og regeringen - kan diskutere med sig selv, om de i bund og grund synes, de skal gennemføre det, der ligger på bordet nu,« siger Kristian Thulesen Dahl.

For at imødekomme kritikken har justitsministeren bebudet, at han vil ændre lovforslaget, så ombudsmanden får til opgave at evaluere den efter tre års virkning. Det forventes, at loven vedtages, inden Folketinget går på sommerferie i slutningen af denne måned.