Regeringen åbner for vidtgående indgreb: »Det lyder som en anden måde at sige tvang på«

Høje smittetal i blandt andet Ishøj og Vollsmose har fået statsministeren og Odenses socialdemokratiske borgmester til at tale om muligheden for tvangstest. Regeringens støttepartier er imidlertid svært skeptiske over for ideen.

Under tirsdagens spørgetime i Folketingssalen satte statsminister Mette Frederiksen (S) ord på, hvad regeringen vil gøre ved de høje smittetal i den odenseanske bydel Vollsmose, hvor der bor en høj koncentration af ikkevestlige indvandrere.

Her sagde statsministeren, at man »ret hurtigt skal drøfte, om myndighederne mangler nogle værktøjer – eksempelvis til, hvis der er områder, hvor alle ikke vil lade sig teste, at man så sikrer, at dem, der ikke vil lade sig teste, faktisk bliver testet alligevel«.