Israel afviser den danske regerings tilbud om at hjælpe palæstinensiske patienter med livstruende sygdomme på hospital i Østjerusalem.
Det oplyser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som har foreslået at afsætte 30 millioner kroner til at hjælpe i nærområderne frem for at tage patienter til Danmark, som en række andre lande vil.
- Vi har sagt: ”Vi har pengene, vi har viljen, vi har personalet. Kunne I ikke åbne for noget evakuering, under 100 km?” Til det er svaret: ”Det kan vi ikke”, siger Løkke til Jyllands-Posten.
Regeringen har løbende afvist at tage imod særligt udsatte palæstinensiske patienter i Danmark, der er blevet ramt af bomber fra Israel som hævn på angrebet mod Israel 7. oktober 2023.
Kritikken steg og i stedet bebudede regeringen, at den vil hjælpe i nærområderne.
Flere iagttagere var skeptiske, da Løkke kom med forslaget, men han var håbefuld.
- Det håber jeg virkelig, at de vil gøre. Den første respons, jeg fik fra min kollega i går, var positiv, men uforpligtende, sagde Lars Løkke Rasmussen i august.
Han tilføjer, at idéen ikke er helt død, og at han har fået meldinger fra andre EU-lande, der ser positivt på forslaget.
Han afviser fortsat at tage patienterne til Danmark.
- Jeg vil gerne sige, at der er nogen i israelsk politik, der arbejder på at tømme Palæstina for palæstinensere. På en eller anden måde er det der at spille ind i et narrativ om, at palæstinenserne hører til i Europa. Det gør de altså ikke. De hører til i Palæstina, siger Løkke.
Ud over idéen om hospitalshjælp har regeringen også afsat yderligere 150 millioner kroner til humanitær hjælp til palæstinenserne.
Forsøget blev koordineret med Danske Regioner. Det danske sundhedsvæsen skulle være klar med sundhedspersonale og med at sende nødvendigt udstyr afsted.
Torsdag kom det ud, at den danske regering vil kigge med friske øjne på sin tostatspolitik og skrive Israels indflydelse ud af ligningen.
I dag er det en præmis for regeringens tostatspolitik, at Israel anerkender en palæstinensisk nabostat. Men det veto skal fjernes i lyset af Israels seneste krigshandlinger i Gaza.
/ritzau/