Redningsplan eller valgoplæg?

Med et kommunikationskoks af absurde dimensioner er debatten om den længe ventede økonomiske plan fra S og SF tyvstartet.

Med et kommunikationskoks af absurde dimensioner er debatten om den længe ventede økonomiske plan fra S og SF tyvstartet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Planen skulle først have været præsenteret i dag, men ved en fejl blev den i går lagt ud på Internettet og fundet af en journalistpraktikant.

Overskrifterne er, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen. De unge skal samlet skære et halvt år af deres studietid. Og der skal investeres i velfærd.

Dermed står det klart, at S og SF satser på at overbevise danskerne om, at de to partier kan øge arbejdsudbuddet via en 38 timers arbejdsuge og kortere studietid, hvilket også er tvingende nødvendigt for at kunne kompensere for de store ældreårgange, som snart går på pension. Lykkes det ikke at øge arbejdsudbuddet, vil de offentlige budgetter blive belastet med kroniske underskud.

Samtidig er det tydeligt, at S og SF vil signalere, at deres medicin er nemmere at sluge end regeringens. Efterlønnen kan bevares, og velfærden skal ikke under sparekniven, hvis det står til Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal.

Dermed distancerer de sig bevidst fra Lars Løkke Rasmussen og VK-regeringen, som har fremlagt upopulære krav om, at stat, regioner og kommuner skal spare 24 milliarder kroner som led i forsøget på at lukke de gabende huller i de offentlige budgetter.

10.000 kroners spørgsmålet er selvfølgelig, om udspillet fra S og SF udgør en solid redningsplan for dansk økonomi eller snarere er et valgoplæg?

Præcis som regeringen ønsker S og SF at øge produktiviteten. De to partier vil nedbringe sygefraværet, og de vil som nævnt også sende de unge hurtigere gennem uddannelserne og ud på arbejdsmarkedet - hvilket regeringen er enig i.

S og SF er dog indstillet på at lade skatter og afgifter stige på udvalgte områder for på den måde at skaffe finansiering til velfærden. Dette ligger i forlængelse af de to partiers tidligere skatteudspil »Fair Forandring«. Risikoen er, at de kan beskyldes for blot at stramme skatteskruen. Men Thorning og Søvndal vil argumentere for, at skattestigninger er med til at holde velfærden fri af sparekniven, og foreløbigt tyder alt på, at et flertal af danskerne bakker den forklaring op.

Den største satsning i planen handler om, at arbejdsmarkedets parter skal indbydes til trepartsforhandlinger for derigennem at bane vejen for, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen.

Dette kræver ikke blot, at fagbevægelsen fuldtonet støtter forslaget. Det er også en forudsætning, at medlemmerne godkender ideen, og endelig er det afgørende for det samlede regnestykke, hvilke modkrav fagbevægelsen stiller for at acceptere ideen. Det samme gælder, hvis eksempelvis flere danskere skal holde op med at gå på deltid og i stedet arbejde på fuld tid - for på den måde at øge arbejdsudbuddet.

Det springende punkt bliver, om arbejdsmarkedets parter kan blive enige om gennembrud på disse områder. I første omgang har Venstre signaleret, at det er et fremskridt, at S og SF vil være med til at få danskerne til at arbejde mere, og at partiet vil støtte planen om, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen, hvis organisationerne kan blive enige. Kan organisationerne ikke blive enige, falder et væsentligt element i S-SF-planen sammen som en våd klud.

Med planen har S og SF omsider fremlagt deres køreplan, som reelt bliver en del af deres regeringsgrundlag, hvis de vinder magten. De næste dage vil økonomerne regne på planen, og deres vurdering bliver vigtig, når det skal afgøres, om planen er realistisk og holdbar. Her og nu kan Thorning og Søvndal glæde sig over, at de Radikale ikke skyder planen ned. Tværtimod vil Margrethe Vestager rose sine partnere for, at de har erkendt omfanget af de økonomiske problemer, og at de har indset, at danskerne skal arbejde mere. Men bag de pæne ord lurer bekymringen for, at løsningerne fra S og SF er utilstrækkelige. Dette tema bliver uden tvivl et omdrejningspunkt for de næste dages debat, som afgør, om S og SF har taget endnu et skridt i retning af regeringskontorerne - eller blot har fremlagt en plan med for megen ønsketænkning.