Redegørelsen om løsgænger i Folketinget Emilie Schyttes boligsag giver ikke noget dybdegående svar på, hvorvidt hun har bopæl i Danmark eller ej.
Det kan læses af redegørelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som Ritzau torsdag har fået aktindsigt i.
Ankestyrelsen så meget hurtigt på sagen tirsdag og konstaterer, at Emilie Schytte i "anmeldelsen af sit kandidatur angav en bopæl i Frederikssund Kommune, og at der var overensstemmelse med den adresse, som kandidaten var registreret med i CPR".
- Ankestyrelsen har ikke haft anledning til at betvivle rigtigheden af kandidatens oplysninger eller registreringen i CPR.
Ankestyrelsen har imidlertid ikke foretaget en reel undersøgelse af Emilie Schyttes boligforhold.
Dermed ser det ud til, at det bliver op til Frederikssund Kommune, om der skal gøres mere ved sagen.
Kommunen har endnu ikke meldt ud, om den vil foretage sig noget for at undersøge Emilie Schyttes boligforhold.
- Hvis der er tvivl om en bopælsregistrering, er det kommunen, der efter CPR-loven har kompetence til at træffe afgørelse herom. CPR-loven hører underDigitaliseringsministeriet, lyder det i redegørelsen.
Udvalget til Prøvelse af Valgene i Folketinget gav tirsdag formiddag Indenrigs- og Sundhedsministeriet til opgave at lave en kort og meget hurtigt udarbejdet redegørelse om Emilie Schyttes boligforhold, som en artikel i Information havde sået tvivl om. Redegørelsen skulle ligge klar tirsdag klokken 13.
Tvivlen om boligrelationen skyldtes, at Emilie Schytte er svensk gift og blandt andet har lavet en del videoer til sociale medier fra en lejlighed i Malmø, hvor hendes svenske mand bor med sine børn.
Herudover har naboer givet udtryk for, at der inden udskrivelsen til folketingsvalget i februar ikke var meget aktivitet ved hendes hus i Frederikssund Kommune.
Folketingets praksis siger ifølge et svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at man skal have fast bopæl i Danmark 11 dage inden valget for at være opstillingsberettiget, hvilket Ekstra Bladet onsdag aften beskrev.
Af redegørelsen fremgår det også, at Emilie Schytte 10. marts - 14 dage før folketingsvalget - rettede henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet for at være sikker på, at hun var valgbar.
- Du har telefonisk spurgt, om din ægtefælles svenske statsborgerskab har betydning for, om du kan stille op til Folketinget. Det kan jeg oplyse, at det ikke har. En ægtefælles statsborgerskab har ingen betydning for, om man selv kan stille op til folketingsvalget.
- Det afgørende er alene, om du selv opfylder betingelserne for valgret og dermed valgbarhed til Folketinget, lød svaret 11. marts fra ministeriet til Emilie Schytte.
Den 32-årige Schytte blev valgt ind i Folketinget for Borgernes Parti i Nordsjællands Storkreds med 533 personlige stemmer.
4. april forlod hun Borgernes Parti og blev løsgænger i skuffelse over partiets formand, Lars Boje Mathiesen.
/ritzau/
