Redaktør: Ingen vinder i aftenens debat

Der var ingen vinder i aftenens statsminister-debat mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, mener Radio24syvs politiske redaktør, der i stedet hæfter sig ved, at begge kandidater fortsætter med hver deres debatstil.

Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i den offensive og kække rolle og med førsteudfordrer Lars Løkke Rasmussen i den mere rolige og afventende, da valgets første statsminister-debat søndag aften udspillede sig på TV 2. Der er som bekendt ingen politisk debat uden stikpiller, og det var statsministeren alene, der stod for den del af festen.

»Der er gået lidt Panorama i den,« lød det eksempelvis fra statsministeren indledningsvist i en debat om jobtal med henvisning til den vel efterhånden herostratisk berømte virksomheds-case, som Løkke kickstartede sin valgkamp med, og som der sidenhen er blevet sået alvorligt tvivl ved.

Men angrebene forblev i bedste fald ubesvarede fra Lars Løkke Rasmussen, mener Jesper Termansen, politisk redaktør hos Radio24syv.

Han hæfter sig ved, at Venstre-formanden står fast på en »statsmandsagtig« fremtoning, hvor han afholder sig fra at angribe statsministeren mere end højst nødvendigt.

»Lars Løkke Rasmussen fastholder den rolige statsmandagtig stil, hvor han hverken angriber eller afbryder. Det er værd at hæfte sig ved, at han eksempelvis ikke bruger tid på regeringens løftebrud, som Venstre ellers tidligere har angrebet Socialdemokraterne på i flere kampagner,« siger Jesper Termansen.

Omvendt forholder det sig ifølge redaktøren med Helle Thorning-Schmidt. For som tilfældet også var i partileder-debatten tidligere på ugen, så er hun straks mere udfordrende i sin debatstil.

»Hun angriber og afbryder meget mere,« siger han og fortsætter:

»Det bliver hele tiden mere tydeligt, at Socialdemokraternes position er at angribe Lars Løkke på hans person og personlighed. Og så forsøger de også at lukrere på den lidt skidte start, Venstre har fået. Det kunne man høre, da Thorning eksempelvis sagde, at Løkke igen havde et problem med tal,« siger Jesper Termansen.

Han roser dog overordnet debatten for at være god og saglig, men hæfter sig også ved, at store dele af debatten blev meget teknisk.

»Der var perioder, hvor det var svært at følge med. Eksempelvis i sundhedsdiskussionen og i dagpengespørgsmålet, hvor jeg tror, at mange, der ikke lige nørder Christiansborg, havde svært ved at gennemskue argumentationen,« siger Jesper Termansen.

Han er heller ikke meget for at pege på en egentlig vinder af debatten.

»Det synes jeg ikke rigtig, man kan. Jeg synes, Løkke virkede svag i starten, hvor han blevet meget teknisk flere gange, men han kom godt igen i den afsluttende del af debatten, hvor det handlede om flygtninge og integration, som blå blok er stærkere på,« lyder det fra den politiske redaktør, der selv peger på de to kandidaters debatroller som et interessant fikspunkt i den videre valgkamp.

»Det bliver hele tiden lidt tættere i målingerne, og rød blok er gået frem. Det er interessant, hvor længe Lars Løkke kan holde den stil, samtidig med at chancen for at blive statsminister skrumper. I den situation er jeg spændt på om, rollefordelingerne bliver ved med at holde,« siger Jesper Termansen.