Redaktør: DF-snak om grænsen til Ejderen skaber ufred

Det har vakt opstandelse i grænselandet og i Tyskland, at DF luftede idé om at flytte den dansk-tyske grænse.

Læs mere
Fold sammen

Det skaber ufred at genoplive diskussionen om den dansk-tyske grænse, der i flere årtier har ligget stille.

Det mener Jørgen Møllekær, der chefredaktør på Flensborg Avis, som er en dansk- og tysksproget avis, der udgives i Sydslesvig.

Diskussionen blev genoplivet torsdag aften, da Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, i et interview med DK4 sagde, at han gerne så grænsen rykket tilbage til floden Ejderen.

Selv om det skete med et lille smil på læben, og Søren Espersen siden har afvist det, så bør man tage hans udmelding alvorligt ifølge Jørgen Møllekær.

- Man er nødt til at tage hans udsagn for pålydende. For mig at se er der grundlæggende ingen tvivl om, at han gerne så, at den grænse blev flyttet.

- Han opfordrer os ovenikøbet som mindretal til at arbejde aktivt for det. Det punkt i historien er vi for længst forbi. Espersen skaber ufred mellem danskere og tyskere i grænselandet ved at sige sådan noget sludder, siger han.

Udmeldingerne fra Dansk Folkeparti har vakt opstandelse i grænselandet, området nord og syd for den dansk-tyske grænse, og flere tyske aviser har skrevet om sagen.

Jørgen Møllekær har modtaget mange henvendelser og hæfter sig ved, at Søren Espersen desuden er formand for Folketingets udenrigspolitiske nævn.

Dermed ligger der en vis tyngde bag ordene, er argumentet.

Søren Espersen kalder det "grinagtigt" og en "pjat-historie", som medier som det tyske nyhedsbureau dpa, Die Welt, Bild og Der Nordschleswiger bringer.

Men skaden er allerede sket, mener Jørgen Møllekær.

- Det er vanvittigt, det han gør. Jeg køber ikke, at han over for Ritzau trækker i land. Hvis han var nyvalgt, kunne vi forbigå det i tavshed, men han er formand for udenrigspolitisk nævn og gentager det i flere sætninger, siger Jørgen Møllekær.

Ifølge Søren Espersen kan opstandelsen skyldes, at han er medlem af Dansk Folkeparti. Havde Bertel Haarder (V) sagt det samme, var der ingen, der havde løftet et øjenbryn.

Men også det afviser Jørgen Møllekær.

- Den køber jeg ikke. Havde Bertel Haarder sagt det, var der blevet et større ramaskrig, for han har været minister i mange år og har regeringsansvar, siger han.

Ingen i grænselandet ønsker at ændre på grænsen, selv om Søren Espersen får det til at fremstå sådan, siger Jørgen Møllekær.

/ritzau/