Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det kan godt være, at de borgerlige partier lige nu bebuder, at de har i sinde at stemme imod regeringens nye integrationslov, men det ender nok alligevel med, at de sikrer regeringen et flertal.
Det spår politisk redaktør på Radio24syv Jesper Termansen, efter at beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) har meldt ud, at han vil fremsætte regeringens integrationsudspil som et lovforslag i folketingssalen, selvom han ikke på forhånd har sikret sig et flertal.
»Det her ligner meget det forløb, regeringen havde med terrorpakken: Regeringen fremlægger en plan, den borgerlige opposition siger, at det er for lidt, og at det kan de ikke være med til, men så ender det alligevel med, at de stemmer ja - dog under protest,« siger Jesper Termansen.
Flertal skal findes til højre i salen
Regeringen præsenterede sit integrationsudspil i marts, og formålet er at sende flygtninge og indvandrere hurtigt ud på arbejdsmarkedet.
Lovforslaget er stort set identisk med regeringens oprindelige udspil, men nyt er, at der indsættes et minimumskrav om, at flygtninge og familiesammenførte allerede i begyndelsen af det treårige integrationsprogram skal arbejde mindst ti timer om ugen. Det vil typisk være i løntilskud, praktik eller nyttejob.
Og det er ikke ambitiøst nok, mener Venstre og de øvrige borgerlige partier, der derfor ikke vil stemme for. De langer desuden ud efter regeringen for ikke at holde reelle forhandlinger og i stedet bare sende et lovforslag i folketingssalen.
Enhedslisten truer også med ikke at stemme for, men det er alligevel ikke dér, regeringen skal finde sit flertal, vurderer Jesper Termansen.
»Det er ikke venstrefløjen, der skal stemme det her hjem. Det skal være de borgerlige partier, der skal gøre det. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke ender med en aftale alligevel,« siger han og fortsætter:
»De borgerlige ender formodentlig med at stemme for, men de vil stadig sige, at det er for lidt, og at de vil forbeholde sig retten til at lave det om, hvis de kommer i regering. Men når det kommer til stykket, tror jeg, man vil stemme for.«
Positionering forud for valget
Ifølge Jesper Termansen bruger regeringen lovforslaget til at udvise handlekraft.
»Vi er så tæt på det valg, at alt handler om positionering. Hvis regeringen får det igennem, er det en fjer i hatten, og man kan gå i valgkamp og sige, at man har lavet et stort program om integration af flygtninge. Og hvis man ikke får det igennem, kan man udstille den borgerlige opposition ved at sige, at de ikke vil noget på integrationsområdet, når de ikke vil være med til at stemme for forbedringer,« siger den politiske redaktør.
Flere har spekuleret i, om det kan ende med, at regeringen bruger det som et springbræt til at udskrive valg, hvis den kommer i mindretal.
Men det tror Jesper Termansen ikke, og det er Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, enig i.
»Man skal selvfølgelig ikke udelukke noget, men det vil være en defensiv og en skidt start på en valgkamp og vil samtidig udstille, at stemningen ikke er specielt god i rød blok,« siger Thomas Larsen.